Dansk Bitcoin-milliardær køber blæksprutte for 560.000 kroner

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Alexandra Wey/AP/Ritzau Scanpix

Den danske Bitcoinmilliardær og grundlægger af det schweiziske firma Bitcoin Suisse, Niklas Nikolajsen von Karlshof, har ”købt” blæksprutten Otto fra københavnerakvariet Den Blå Planet, som får et beløb på 560.000 kroner i kassen for det unikke dyr.

Det skriver TV2 Lorry.

Den Blå Planet er i store økonomiske vanskeligheder ovenpå mere end et år uden hæderlige besøgstal. Coronapandemien har stadig stor indflydelse på turistattraktionen, som normalt har besøg af mange udenlandske turister, og derfor falder donationen på et tørt sted.

»Vi er Niklas Nikolajsen von Karlshof enormt taknemmelige for, at han har givet os en donation, der gør, at vi både nu og fem år frem i tiden kan sikre, at Den Blå Planet har en blæksprutte, og at vi har foder til den. Det giver os en tro på fremtiden og på, at vi måske også har mulighed for at have åbent næste år,« siger direktør på Den Blå Planet, Jon Diderichsen, til TV2 Lorry.

Selv håber Bitcoinmilliardæren, at hans bidrag kan være med til at inspirere andre til at overveje, om man ikke lige skulle have sig en tigerhaj eller nogle havoddere.

»Sammen kan vi løfte opgaven,« siger udenlandsdanskeren, som er stærkt begejstret for Den Blå Planet.

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen