Caroline Fleming trækker stikket: »Det vil jeg ikke udsætte mig selv for længere«

Den tidligere baronesse vil fokusere sin tid på velgørende arbejde. Og så vil hun skrive sin egen historie og gøre op med de skandaløse fortolkninger.

Artiklens øverste billede
Foto: Jorge Herrera/Ritzau Scanpix

Sommeren har givet tid til refleksioner hos den tidligere baronesse Caroline Fleming.

Og som konsekvens heraf trækker hun nu stikket for en stund. Mediernes søgelys og eksponeringen kommer med en høj pris, og den bryder hun sig ikke om, skriver hun i et længere opslag på Instagram.

- Det har jeg faktisk aldrig gjort, da jeg inderst inde er et privat menneske, der på grund af omstændighederne har måttet give meget af mig selv, for at mit arbejde også kunne være personligt, skriver Caroline Fleming blandt andet i opslaget.

Hun fortæller videre, at hun ofte er blevet misforstået og misfortolket.

- Det har været rigtig svært for mig, også på den røde løber - det evige smil og nogle gange dialog, som jeg aldrig har været komfortabel i. Det vil jeg ikke udsætte mig selv for længere, skriver hun og fortsætter:

- Jeg har et håb og et inderligt ønske om, at min person ikke skal udstilles mere, men at der i stedet kan være fokus på, hvad jeg arbejder med.

Caroline Fleming vil fokusere sin tid på sit arbejde med kvinder og pigers uddannelse samt sit ambassadørskab for ADHD-foreningen.

En impuls- og opmærksomhedsforstyrrelse, som Caroline Fleming fik diagnosticeret tidligere i år.

Foruden sit arbejde og ambassadørskab vil Caroline Fleming også bruge tid på at skrive sin egen historie. I den vil den 45-årige kendis gøre op med rygter og skandaløse fortolkninger, der har omgærdet hendes liv, fortæller hun videre i Instagram-opslaget:

- Jeg gør det i et ønske om, at gætteriet skal stoppes, og alle, der ønsker at snakke om mig, kan gøre det ud fra sande facts. For min egen og min families skyld, skriver hun og understreger:

- Jeg er lykkelig over denne beslutning, og jeg vil nu leve som jer forhåbentligt - i fred og ro.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen