Ulf Pilgaard: »Det er en frygtelig tragedie, jeg aldrig nogensinde kommer over«

Den 80-årige skuespiller og revyveteran Ulf Pilgaard insisterer stadig på at tage en stor luns af livet. I sin nye biografi ser han tilbage - og stadig frem.

Artiklens øverste billede
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Engang sagde Ulf Pilgaard altid: Hvis jeg dør ...

Nu siger han: Når jeg dør ...

Til november fylder han 81 år, og et kig på statistikken viser, at han er omkring gennemsnitslevealderen for en mand.

Men der er intet gennemsnitligt over Ulf Pilgaard. Han sondrer mellem at mærke og at føle. Den glubske appetit på livet er intakt, og han insisterer på at nyde desserten.

Den tilgang indkapsler den folkekære karakterskuespiller og revyveteran i sin nye biografi, ”Hellere halvgammel end helt død”, som netop er udkommet.

- Jeg håber, den kan sætte gang i livslysten og vise, at det hele ikke er slut, selv om man bliver ældre, siger han.

- Det er en optimistisk fortælling om at være glad for livet og for alt det, man oplever.

Ordene kommer i kontrasternes lyd. De har tyngde, og han mærker på dem, inden de kommer over læberne.

I bogen beskriver han, hvordan det er at stå der, hvor man ser længere tilbage end frem, men stadig være i nuet og bevare sine dyriske drifter, nysgerrigheden og humoren, selv om alderens ufravigelighed og livets uretfærdighed betyder afsked med hjertekære mennesker undervejs.

Et tragisk kapitel blev tilføjet i Ulf Pilgaards livskrønike, da han i foråret begravede sin ældste søn, Mikkel.

Et hårdt liv forpint af psykisk sygdom og selvmedicinering, alkohol og hash havde slidt sønnens 48-årige krop, til hjertet til sidst stoppede.

De professionelle, som gennem årene har været omkring familien, har igen og igen understreget, at de ikke kunne have gjort mere.

Men skyldfølelsen, sorgen og magtesløsheden vil forfølge de nærmeste som en skygge resten af livet.

- Det er en frygtelig tragedie, jeg aldrig nogensinde kommer over. Selv om han var syg, vil jeg aldrig nogensinde kunne affinde mig med det. Det er jo min lille søn, som jeg stadig husker fødslen af lige så tydeligt, fortæller Ulf Pilgaard.

- Det er et mirakel hver gang, der kommer et liv til live, som man passer på, oplærer, dygtiggør og følger gennem opvæksten. Men jeg var også meget væk indimellem - det kan jeg bebrejde mig selv nu - men vores liv var sådan, at det var mig, der tjente pengene til vores familie.

- Det var meget at pålægge Gitte opdragelsen i lange perioder, og derfor fik de måske også lidt for lang line, som i hvert fald endte med, at Mikkel alt, alt for tidligt begyndte at ryge hash. Det startede en lavine, kan jeg se nu, fortæller Ulf Pilgaard.

Mens han optrådte land og rige rundt, sørgede hans hustru, Gitte, for børnene - Mikkel og lillebroren Christian - og for hjemmet.

Det slog skår i ægteskabet, og for at finde hinanden igen flyttede de i en periode hver for sig efter mange års forhold.

Parret havde i sin tid mødt hinanden, da Ulf Pilgaard fejrede sin 26-års fødselsdag med revyholdet fra ABC Teatret, hvor han stod på scenen, og Gitte var med i truppen af korpiger - de såkaldte Lommer-piger opkaldt efter teatrets direktør, Stig Lommer.

Selv om de har været i armene på andre, fandt de altid tilbage i hinandens.

De var som en samlet enhed fordelt i to kroppe.

Derfor var det som at miste en stor del af sig selv, da Gitte døde i 2016 af den uhelbredelige sygdom Huntington’s disease, som langsomt havde tæret hendes krop.

Knuget af sorg kastede Pilgaard sig over arbejdet. Det tvang ham til at tænke på noget andet.

Med tiden gav det også plads til at reflektere over, at Gitte ville have insisteret på, at han levede livet. Ikke kun overlevede det.

Ulf Pilgaard havde dog aldrig forestillet sig, at han skulle blive forelsket igen.

Men da der tikkede en besked ind på Facebook fra Annette, vakte hendes aura noget uforklarligt i ham.

Hun skrev til ham, at det var godt, han var på dupperne igen efter en infektion.

Han kvitterede med et tak - og at hun i øvrigt så hamrende godt ud.

- Det var sådan lidt spændende. Jeg vidste jo ikke, om hun var single. Jeg kunne dog godt regne ud, at jeg var betydeligt ældre end hende. Hun kunne have sagt: Ved du hvad, gamle mand, nu stopper vi legen. Men det gjorde hun heldigvis ikke, fortæller Ulf Pilgaard.

- Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne hygge mig lidt indimellem, og jeg har da også haft bekendtskaber efter Gitte. Men det er ikke det samme som kærlighed. Der er en pokkers til forskel.

- Men så faldt jeg fandeme pladask for hende! Det var kærlighed ved første blik. Hun var simpelthen så bedårende sød - det er hun stadigvæk, fortæller Ulf Pilgaard med et kæmpe smil og tilføjer så:

- Og så sker der jo det, at forelskelsen blæser tanker om døden langt væk. Kærligheden er alt for krævende til det.

Annette er 56 år, sygeplejerske, bor i Aarhus og er mor til en voksen datter.

Ulf Pilgaard bor stadig i huset i Hellerup. Ikke langt fra Gittes gravsted på Hellerup Kirkegård, hvor der også er plads til ham.

- Kærligheden ændrer sig ikke. Men Gitte kommer jo ikke igen, og mindet om hende vil jeg altid have. Jeg har heldigvis en så forstående og livsklog kæreste i Annette, at hun kan rumme det, siger han.

Selv havde Ulf Pilgaard ikke forventet at nå den alder, han har nu. Hjertesygdomme har taget livet af mange af mændene i Pilgaard-klanen.

Det er, som om hjertet er programmeret til at stoppe omkring midten af 50’erne, fortæller han.

Ligesom sin far lider Ulf Pilgaard af en hjertefejl, som i 1995 krævede en åben hjerteoperation. I dagene op til var han lammet af dødsangst. Men operationen var nødvendig for at kunne nå til dagen i dag.

Det ligger så mange år tilbage, at det er kommet på så tilstrækkelig afstand, at det indgår i bogen.

Andre sider måtte sløjfes, da han så sine ord på skrift.

Noget var simpelthen for privat, andet for plat og for vulgært.

- Indimellem er der røget adskillige sider ud. Men der er også kommet andet ind på grund af forfærdelige omstændigheder, da min søn døde og min bror måneden efter. Tragiske ting, som ikke var meningen med at skrive en optimistisk bog om at blive gammel, siger Ulf Pilgaard.

- Sorgen er underliggende, og jeg kan godt gribe mig selv i at tænke på den, lige inden jeg skal på scenen i Cirkusrevyen, og så er det bare væk med det i en fart. Jeg har altid været god til at koncentrere mig om det, det handler om lige nu og her.

De fleste mennesker kommer ikke uden om voldsomme hændelser i livet, understreger Ulf Pilgaard.

Så livet handler også om, hvordan man tackler det ubegribelige.

- Jeg var tvunget til det, hvis jeg selv skulle leve videre - det ligger ikke til mig at tage mit eget liv - og så har jeg også nogle forpligtelser, som altid har været meget betydningsfulde for mig at fuldføre, når først jeg har sagt ja.

- Jeg har Annette, og så har jeg hele tiden også haft mit arbejde og alt det sociale, siger han.

Ulf Pilgaard har siden det spæde forår arbejdet med Cirkusrevyen, som i år bliver hans definitivt sidste efter 40 somre i Teltet på Bakken.

Han vil stoppe, inden energien ebber ud, og det bliver ynkeligt at se på. Indimellem ser han optagelser af sig selv for at sikre, at han stadig står skarpt.

Det må aldrig blive rutine over for det forventningsfulde publikum.

- Jeg kan lige klare den her - der er stadig fuld power på min sidste monolog som dronningen. Nu mangler vi bare, at hun kommer ind og ser det, siger Ulf Pilgaard, der i 2007 fik tildelt Ridderkorset.

Oprindelig skulle punktummet have været sat sidste år, men coronapandemien forpurrede planerne.

Ulf Pilgaard flyttede sit farvel til i år for at få rubinjubilæet med. Når tæppet falder den 3. oktober efter aftenens show, er det hans sidste optræden der.

Men det er ikke en svanesang.

Selv om han ser frem til at holde sommerferie, få fri i weekenderne og læse mere litteratur - især fra teologien, som Ulf Pilgaard har studeret på universitetet - venter der i efteråret en foredragsturné og forhåbentligt flere roller på film og tv.

- I forbindelse med bogen har jeg gjort mig tanker om, at det faktisk er forholdsvist unikt at kunne noget, andre ikke kan. Det er i virkeligheden talent. Og mit er at fremstille et andet menneske i kød og blod, siger han.

Blandt hans største roller finder man kriminalkommissær Wörmer i Ole Bornedals kultklassiker ”Nattevagten”, den pædofile far i teateropsætningen af Thomas Vinterbergs ”Festen” og rollen i ”Farligt venskab”, som indbragte ham flere filmpriser.

- Folk tror altid, jeg er den evigt glade Ulf Pilgaard. Men jeg har prøvet det meste, og vekselvirkningen har været spændende.

- Men der, hvor det er allermest tilfredsstillende, er, når det rammer både latteren og gråden. For sådan er vores liv også, siger han.

Jagten efter lykken er utopi. Den er så flygtig, at den må fastholdes i de små glimt, den kommer i - intens elskov, et godt grin eller i en højere enhed med publikum fra scenen og et andet menneske i privaten.

I stedet stiler Ulf Pilgaard efter tilfredsheden. Den er mere håndgribelig sammenlignet med lykken, der bliver så ultimativ, at den er uopnåelig.

Men når lyset titter gennem sprækkerne, forankrer han det i sindet.

- Der er en stor livskraft i at ville livet i højere grad end ensomheden. Men man skal række en hånd ud og gøre noget aktivt. Og det vil jeg til hver en tid gøre.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen