Balstyrko tilbage til rødderne

Balstyrko drager på genopdagelsesrejse i deres sagnomspundne debutalbum, når de spiller på Train 10. september.

Artiklens øverste billede
Til lejligheden har Balstyrko samlet en supergruppe omkring sig bestående af violinist Davide Rossi, trommeslager Jesper Elnegaard, Jakob Falgren på bas og Mads Hyhne på trombone. Sammen drager de på turné til flere danske byer, heriblandt Aarhus. Pressefoto

Det er svært at fatte, at det snart er 12 år siden, den Københavnske trio Balstyrko udkom med deres første og hidtil eneste album, ”Jagten Paa Noget”. Det er blevet en dansk nyklassiker, som ikke er bundet til en bestemt tid eller generation, men som udsender en uforklarligt universel, balstyrisk stemning. Sangene fra albummet voksede med det samme ud af det snævre undergrundsformat og bredte sig til radio og TV, hvor Balstyrko fortsat rumsterer.

Balstyrko er foreningen af de ikoniske musikere Anders Ormen, Ane Trolle og Blæs Bukki. I samarbejdet om ”Jagten Paa Noget” skabte de en hjemmelavet lyd, som det danske publikum aldrig havde hørt før. Balstyrko blander tilbagelænet trip hop med traditionel, dansk visesang, og den esoteriske lyrik holdes flyvende af energiske, underliggende reggaerytmer.

Du kender sikkert ”Intet Stopper Helt”, ”Roennebaer” og ”Kaffe MDMA”, der hver især kradser op i dagligdagens eksistentielle patina. De indeholder både traditionelle arrangementer og impulsive feltoptagelser fra hverdagen; kødsovs, der koger på et komfur, ild i brændeovnen og et æggeurs monotone tikken. Albummet er et sydende sammenkog af flyvske storby-strofer og ustressede sommerhus-vibes.

2021 bliver året, hvor de igen mødes på scenen i en hyldest til deres sagnomspundne projekt fra slut-00’erne.

Håb på ny musik

Balstyrko ser frem til at drage på genopdagelsesrejse i deres musik og udforske dens vildtvoksende terræn sammen med både nyt og gammelt publikum. Håbet er, at arbejdet med de udødelige numre fra ”Jagten Paa Noget” måske vil kunne inspirere gruppen til at skabe ny musik under en eller anden form. Men frem for alt glæder Balstyrko sig over muligheden for at dyrke det uforudsete, der kan opstå i koncertsituationen.

Oplev Balstyrko på Train fredag 10. september.


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen