Umut lukker restauranter: »Det er meget befriende«

Kendiskokken Umut Sakarya lukker to af sine restauranter i hovedstaden. Selv beskriver han det som en lettelse.

Artiklens øverste billede
- Det er overhovedet ikke slut med mig, det slutter aldrig, siger Umut Sakarya med et grin. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er slut med kendiskokken Umut Sakaryas to restauranter Guldkebab by Guldkroen på henholdsvis Nørrebro i København og i Valby.

Umut Sakarya har valgt at stoppe samarbejdet med den partner, der kører restauranterne.

Men det er altså ikke på grund af knas med økonomien eller samarbejdet, fortæller Umut Sakarya.

- Der er ikke noget, der er gået galt. Det var et pop-up-koncept til at starte med, som jeg har franchiset - altså lejet ud - til nogle andre. Og de har en adskilt økonomi fra vores, siger han og fortsætter:

- Og nu er der sket nogle personlige ting for den ene, der står bag, så han ønsker at lukke. Og det må vi respektere.

Han sammenligner ejerforholdet med, hvis en enkelt McDonald’s-restaurant lukker, mens selve forretningen kører ufortrødent videre.

Det er da også planen, at konceptet på et tidspunkt skal vækkes til live igen i andre lokaler, afslører han.

Men selv om det virker dramatisk at skulle dreje nøglen om for konceptet for nu, så beskriver Umut Sakarya det faktisk selv som en lettelse.

- Det er meget befriende, for vi har konstant skulle være inde over. Og lige nu passer det mig rigtig godt at fokusere på nogle tv-programmer, jeg laver. Og så står julen jo for døren, som er vores højsæson. Så det er en bekymring mindre, siger han.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen