Han skildrer modbydelig tragedie: »Jeg er nødt til at overskride grænserne«

Vi lever i en tid, der er enormt skåret op mellem godt og ondt. Men virkeligheden er ofte mere gråmeleret end de to yderpunkter, siger instruktør Ole Bornedal, der er aktuel med filmen om bombningen af Den Franske Skole 21. marts 1945.

Artiklens øverste billede
Foto: Lasse Frank / SF Studios Free

- Skal vi dø nu?

- Ja, det tror jeg.

- Tror De, det varer længe?

- Måske… Jeg ved det ikke.

- Står Jesus så og venter på os?

- Ja, det gør han… Det gør han helt sikkert.

Ole Bornedal genfortæller med sagte stemme øjenvidneberetningen fra en af de overlevende for bombningen af Den Franske Skole 21. marts 1945.

Det er mange år siden, at han så dokumentaren om tragedien, men den mejslede sig ind i ham. De grumsede sort-hvid-billeder af Søster Helene, der gengiver sin samtale med et døende barn, da de begge er fanget i ruinerne fra sønderbombningen.

Et angreb mod Gestapos danske hovedkvarter, Shellhuset, ender fatalt galt og koster 86 børn og 18 voksne livet - få uger inden Befrielsen.

Et af flyene fra den britiske Royal Air Force forulykkede nær Den Franske Skole, og eksplosionen fik de følgende fly til at tro, at deres mål var under den sorte røg.

Hvorfor skildrer denne ufattelige tragedie, som Ole Bornedal gør i det biografaktuelle drama ”Skyggen i mit øje”, når vi allerede kender facit? 104 uskyldige liv, hvoraf størstedelen var børn.

Fordi katastrofen er kompleks, svarer han.

- Den fortæller om livets skrøbelighed. Som en af de overlevende sagde i et interview, da hun blev spurgt om, hvad man skal bruge historien til: at man tænker over, hvad det sidste er, man siger til sine kære, inden man går ud ad døren, siger Ole Bornedal.

- Det synes jeg, er fuldstændig banalt, fuldstændig enkelt og fuldstændig rigtigt.

Foran Den Franske Skole står et mindesmærke til ære for ofrene - en nonne kigger på to børn, som ser forskræmte op mod himlen, mod skyggen i øjet - ødelæggelsen fra oven.

En særlig generation kender historien bag mindesmærket. Men ellers er det ikke noget, mange lægger mærke til, når de vader over Frederiksberg Allé. Filmen er på en eller anden måde et ekstra monument, siger Ole Bornedal.

Bombningen af Den Franske Skole skildres gennem fem perspektiver: fra nonnerne, eleverne, deres forældre, de indespærrede danske frihedskæmpere, der blev placeret som et menneskeskjold under Shellhusets tag, og de britiske piloter, der begik den fatale fejl.

- Det er så grotesk, at det er svært at håndtere, fordi man ikke rigtig kan rette sit fokus den ene eller anden vej. Man er nødt til at se det i en tragisk helhed. Det taler også ind i 2021, siger Ole Bornedal.

- Vi lever i en tid, der er enormt skåret op mellem godt og ondt. Men virkeligheden er ofte mere gråmeleret end de to yderpunkter. Vi er nødt til at rumme, at der ikke er et enkelt svar. Der er mange. Så vi er nødt til at tage tilgivelsen ind.

Det meste af filmen foregår i børnehøjde med tre små stortalenter i front for fortællingen.

Rigmor, hvis børnelogik har overbevist hende om, at Gud snorksover og slet ikke har opdaget, at der er krig.

Hendes veninde, Eva, der fortæller, at hun har set en mand blive skudt LIGE i hovedet, som kun et barn kan betone det.

De to skolekammerater får følgeskab af Rigmors fætter, Henry, der er stum af skræk efter at have overværet tre unge piger og en ældre herre blive skudt ned, da deres køretøj forveksles med tyskernes. Et ildevarslende tegn på, hvad der senere hændte Den Franske Skole.

Mellem børnene og de voksne, som blandt andre spilles af Danica Curcic, Susse Wold og Mads Riisom, står to tvivlende unge på hver sin side af krigen.

Hipoen Frederik, spillet af Alex Høgh, nages mere og mere af nazismens manglende mening med galskaben, mens novicen Theresa hver aften smider sit slør og sin dragt og prygler sig selv.

For hvis Vorherre virkelig findes, hvorfor stopper Gud så ikke krigens rædsler?, spørger hun abbedisserne, inden hun kaster sig i armene på et af djævelens yngel, ”hiposvinet” Frederik, i et desperat forsøg på at fremkalde Gud - om ikke andet Guds vrede.

Theresa spilles af Fanny Bornedal.

Hun er ikke valgt til rollen, fordi hun er Ole Bornedals datter, men fordi hun er et indiskutabelt talent, understreger instruktøren.

- Når man arbejder med skuespillere, skal man tale til dem lige så inderligt som et familiemedlem. Når jeg har stået med Mads Mikkelsen, som har grædt op ad skulderen på mig, når vi skulle indspille en scene, er han min tætteste. Så er han min bror, siger Ole Bornedal.

- Som jeg tidligere har sagt, er den eneste forskel med Fanny, at jeg kan sige ”skat” til hende uden at få en krænkelsessag på halsen. Hun er professionel, og jeg er professionel. Hvis hun pludselig mødte op som en diva eller ikke kunne sin tekst, ville jeg nok skælde ud ligesom over for andre.

Ole Bornedal har gennemgået filmen minutiøst hundredvis af gange. Og han bliver stadig rørt. Når rulleteksterne kører over lærredet, bliver ofrene, de 86 børn og de 18 voksne, omend endnu mere levendegjort for ham.

Hvorfor, må man selv se.

Dialogen med det døende barn, som nonnen gengav i dokumentaren, indgår også i filmen. Nogle af sætningerne er gengivet en til en, fortæller Ole Bornedal.

Det er modbydeligt. Men det ville være endnu mere modbydeligt ikke at skildre tragedien.

- Jeg er nødt til at overskride grænserne. Trygheden. Komforten. Jeg er nødt til at få dig til at tænke over dit liv. Jeg er nødt til at røre ved din bekymring for dit liv, for dine børn og dine elskede.

Alle følelser skal i spil. For hvis de ikke er det, hvad er så meningen?, spørger Ole Bornedal og besvarer selv spørgsmålet:

- Så er det bare en iagttagelse. Og denne film skal være en deltagelse. En reminder til dit eget liv. Der er trods alt lys et sted. Og det synes jeg, er vigtigt, selv om du sikkert føler dig åndeligt flået fra hinanden.

”Skyggen i mit øje” kan ses i biograferne landet over.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen