Guide til julemarkeder i Aarhus: Få det fulde overblik
Redaktionen har støvsuget byens kalendere for julemarkeder og samlet mange af dem her til dig, så du kan få et ordentlig skud julestemning.

Det begynder så småt at smage, dufte og føles som jul rundt omkring i byen. Butikkerne har pyntet op, der bliver rørt i store gryder med brændte mandler, og ønskelister bliver opdateret.
Der er mange steder at suge julestemning, og et julemarked eller femten, det skal man altså nå, selvom både november og december er travl.

De klassiske
Jul i Den Gamle By Viborgvej 2, Aarhus C. Fra 20. november
Du kan både tage på tidsrejse i 400 års julehistorie på juleruten, købe hjemmelavede gaver på husflidmarkedet eller historiske gaver, besøge nisseloftet og juleskoven eller tage til julefrokost eller fællessang på arrangerede dage. Eller du kan bare suge den gode gamle julestemning på en vandretur gennem byen og sætte tænderne i en nybagt klejne: Smagen af ægte jul.
Jul i Friheden Skovbrynet 5, Aarhus C. Weekendåbent fra 13. november og i juleferien.
Det er næsten obligatorisk, hvis man bor i Aarhus, at have været forbi Tivoli Frihedens julebelysning. I de faste boder kan man også købe juleting eller en kop kakao eller æbleskiver at varme sig på.
Aarhus kunst- og julemarked Ridehuset, Vester Allé 1, Aarhus C. 20. november til 19. december, alle dage 11-17.
Det traditionsrige julemarked har fundet sted i Ridehuset i over 20 år. Du kan kigge forbi hver dag, og der bliver skiftet ud ved standene hver uge, så man kan sagtens komme flere gange.
Torvedage på Ingerslevs Boulevard Ingerslevs Boulevard, Aarhus C. Onsdage og lørdage kl. 8-14.
De traditionelle torvedage på Ingerslevs Bourlevard får i november og december måned et pift af jul.
Topkær Julestue. Topkærvej 13, Aarhus N. 14. november til 23. december kl. 10-18.
Skal juleanden købes og årets juletræ fældes, kan man tage til juletræsplantagen på Topkær. Her er også julestue med pynt, dekorationer og pyntegrønt, en nissesti, krealoft, hyggelige udearealer og ponyer, man kan klappe.

Den nye
Grim-gården. Grimhøjvej 20, Brabrand. Lørdage og søndage fra 27. november til 19. december kl. 10 til 18.
I alle fire adventsweekender inviterer Grimhøjgaard for første gang på julehygge ved den 100 år gamle gård. Her vil være julepynt, juletræer, julelys, gløgg, æbleskiver og masser af boder, hvor man kan købe årets julegave med bæredygtig samvittighed.

De lokale
Huset Trøjborg Kirkegårdsvej 53, Aarhus C. 13. november kl. 10-14.
Medborgerhuset Huset Trøjborg afholder julemarked med boder, børneaktiviteter og indslag fra lokale bands og kor. Man kan også købe mad og godter.
Æskens baggård Otte Rudsgade 94 (baggården), Aarhus N. 4. og 5. december kl. 10-16.
I en baggård på Trøjborg holder Æskens baggård et lille julemarked med små boder med kuns tog kunsthåndværk. Der vil være julemusik, julestemning, æbleskiver, Glögg, pandekager med mere.
Folkestedet Carl Blochs Gade 28, Aarhus C. 20. og 21. november kl. 11-16.
Det er to dage med julehygge, når medborgerhuset Folkestedet slår dørene op til deres årlige julemarked.
Beboernes hus Livøsmøgen 40, Aarhus C. 4. december kl. 11-17.
Øgaderne holder deres julemarked i Beboerneshus, hvor man kan komme til julehygge med kaffe og æbleskiver og gå på jagt efter spændende hjemmelavede julegaver.
Julemarked i Åbyhøj Elværket Åbyhøj, Thorsvej 4, Åbyhøj. 27. og 28. november kl. 10-16.
I Elværkets flotte, store sal finder du 20 boder med kunsthåndværk af høj kvalitet. I cafeen kan du købe gløgg, æbleskiver og andre julegodter.
Hørslev Julemarked Hørslevvej 151C, Harlev. Lørdage og søndag fra 28. november og 18.-23. december kl. 10-17.
Er du en af dem, der sværger til Normannsgran, så er det måske på Hørslev Julemarked, du finder årets juletræ. Du kan selv fælde det og også øre på hestevogn, ride på ponyer, smede søm, skyde med bue og andre aktiviteter eller købe varme sager til ganen og nydeligt pynt til stuen på julemarkedet og i caféen.
Julemarked i Tranbjerg Kirketorvet 10, Tranbjerg. 27. november kl. 10-15.
Tranbjerg medborgerhus Kirketorvet 10 og Tranbjergbørnenes Venner inviterer til julemarked. Aktiviteter for børn og barnlige sjæle på Naturcentret kunsthåndværksmarked på Kirketorvet 10 med boder med keramik, billedkunst, strik med mere.
De kreative
Arkitektskolens julemarked Exners Plads 7, Aarhus C. 4 og 5. december kl. 10-17.
Arkitektstuderende er kreative mennesker, og mange af dem kan andet end at tegne huse. Der er kreativt brugskunst og andet i boderne på skolens traditionsrige marked, der i år bliver holdt på den helt nye skole.
Godsbanens eget julemarked Skovgaardsgade 3, Aarhus C. 1. og 2. december kl. 14-20.
Der vil være 80 boder, åbne værksteder, mad, juletræer, tombola og alt andet, du kender fra Godsbanens julemarked. Her kan du altså møde kunstnerne i deres egne værksteder, før du køber deres værker til julegaver.
Der er også et andet julemarked på Godsbanen 4. og 5. december kl. 10-17.
Crea:collective Fredensgade 41, Aarhus C. 5. december kl. 10-16.
Her kan du gå på opdagelse blandt en masse upcoming designere og kreatører fra Aarhus og omegn. Undervejs vil der være hygge-jazz, små happenings og andre julede aktiviteter. For de små (og andre barnlige sjæle) er der kreativt værksted på loftet.
Julemarked i Hjerterum Guldsmedgade 26B (baggården), Aarhus C. 20. november kl 12-18.
Aarhus’ spirituelle eventsted og community holder julemarked, hvor man til duften af glögg og æbleskriver kan kigge på keramik, smykker, malerier, krystaller, kjoler, alpaca silke sjaler, trælegetøj og træfigurer, baby sko/sokker og meget mere. I caféen kan du købe kaffe, te, golden milk samt veganske kager og julegodter.

De velgørende
Haldorhuset Nørre Allé 25, Aarhus C. 1. december kl. 14-18.
På Nørre Allé 25 finder du huset Haldor, som rummer Kirkens Korshærs indsatser for udsatte unge. Det er første år at Haldor Huset holder julemarked. Før har julemarked på Nørre Alle altid været i forbindelse med varmestuen.
Alle værksteder holder åbnet og der sælges Haldor produkter fra de enkelte steder. Ligeledes holder deres nye børnetøjsbutik Fru Refs åbnet, hvor der vil være et lille juleværksted for de små. I gymnastiksalen vil der være juleværksteder for familier med juledekoration er og andre aktiviteter.
Julemarked i Møllestien Møllestien, Aarhus C. 27. november kl. 10-16.
Beboerne i Møllestien inviterer hvert år til julemarked, hvor overskuddet fra gadens egne boder og fra prisen for stadepladserne sendes ubeskåret videre til velgørende formål. Du kan købe julepynt til dig selv, julegaver til andre og godt til ganen. Der er blandt andet keramik, pileflet, strik, juledekorationer og pynt, brugskunst med videre. Der er i sammensætningen af boderne lagt meget stor vægt på lokalt og dansk håndværk og traditioner.