Kendte salsamusikere i nyt orkester
Et nyt aarhusiansk salsaorkester er blevet dannet af gode, erfarne kræfter – Sóngoro Cosongo er navnet.

Det nye, aarhusianske salsaorkester Sóngoro Cosongo har debutkoncert 3. december klokken 21 på V58. Der hvor blandt andet Cordero y Los Gran Daneses huserede i 1990’erne.
Der er flere folk med fra dengang, hvor salsaen toppede i smilets by: Claude Chichon, Kim Neergaard og Kristian Lassen for eksempel. Men i det nye orkester er der også unge sprudlende kræfter som Thit Helbo Møller, der bestyrer conga’erne.
»Missionen er klar: At genstarte salsabølgen! Livsglæde er da lige det vi har brug for, her mens en ny runde coronarestriktioner truer,« skriver orkesteret i en pressemeddelelse.
Del af miljøet
Orkesteret Sóngoro Cosongo står på skuldrene af kunstnere fra salsaens guldalder i 1970’erne – legender som Pete ”El Conde” Rodriguez, Ray Baretto og Johnny Pacheco, der alle var en del af salsaens fødsel og det berømte Fania Allstars-orkester. Musikerne i dette aarhusianske power-salsa-orkester har gennem mange år har været en del af det toneangivende lokale salsamiljø i orkestre som Jorge Cordero y Los Gran Daneses, Sexteto, Llego la Hora med flere.
Orkesteret er drevet af kærligheden til en fantastisk musiktradition med rødder i blandt andet Puerto Rico, Cuba og latinamerikanske miljøer i USA.
Navnet, Sóngoro Cosongo, er taget fra en digtsamling af samme navn skrevet af den cubanske poet Nicolás Guillén i 1931. Digte der ligesom orkesteret hylder musikken og livet.
sø