Papir er ikke bare papir

Papirudstillingen Aftryk på Godsbanen er håndgjort papirpoesi, der gør os opmærksomme på, at papir ikke bare er papir.

Artiklens øverste billede
Papir er en skrøbelig størrelse med smukek muligheder. Det sætter en udstilling på Godsbanen fokus på. Pressefoto

Papirkunstner Gitte Lægård har i samarbejde med digter Carsten René Nielsen skabt værkserien Aftryk bestående af otte unika digtværker i håndgjort præget papir. Dertil kommer otte fotogra­fiske iscenesættelser af værkerne printet på japansk bambuspapir.

De i alt 16 værker udstilles i Godsbanens foyer i perioden 11. til 31. december, fremgår det af en pressemeddelelse.

Skrøbelige kvaliteter

Gitte Lægård har i flere år arbejdet indgående med den håndgjorte papirteknik, som hun har udfoldet i diverse kunstneriske projekter. Særligt arbejdet med prægede motiver i hvidt papir – tryk uden sværte, hvor det er lyset og skyggen, der fanger det sarte relief – har Gitte været optaget af, og som er teknikken udfoldet i Aftryk.

Gitte har inviteret digter Carsten René Nielsen til at skrive otte digte, der forholder sig til papirværkernes fysiske og skrøbelige kvaliteter, og som lader begrebet aftryk være et gennemgående motiv. Herved forholder både tekst og teknik/udtryk sig til projektets titel, hvilket tilfører en smuk dobbelttydighed til værkerne.

Carsten René Nielsen har senest udgivet digtsamlingen Miniaturer (2021) og har en poetisk og surrealistisk stil, som står smukt til papirets sanselige, strukturerede, flade og lille format. I en digital tidsalder, hvor tingene går stærkt, egner hans små skæve digte sig særdeles godt. De er hurtigt læste, men vækker stof til eftertanke.

Sæt fl­ere aftryk

Foruden oplevelsen af de 18 udstillede værker får man som besøgende på udstillingen et postkort plus frimærke med sig hjem af de fotografi­ske værker printet på genanvendelige papirfi­bre. Med postkortene opfordrer kunstnerne til, at man på gammeldags manér sender en hilsen ud i verden. Således sætter projektet flere aftryk og gør os bevidste om, hvad materialerne gør for oplevelsen af et værk, og det inspirerer flere til selv at prøve kræfter med den fascinerende og sanselige håndgjorte papirteknik.

Fernisering

Der er fernisering 11. december kl. 15. i Godsbanens Foyer.

Al kommunikation i forbindelse med udviklingen af værkerne til Aftryk er foregået via brevudvekslinger og Zoom-møder i coronaens lockdown-periode. Til ferniseringen er det første gang, at de to kunstnere fysisk møder hinanden, og her kan man også høre dem fortælle om tilblivelsesprocessen af projektet: Hvad det har tilført til deres kunstneriske arbejde at samarbejde på tværs af to fagligheder og hvilke overvejelser, som de har haft i forbindelse med udviklingen af projektet.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen