Hentede fantasyforfatteren Tolkien inspiration i Syddjurs?
Det mener historikeren og kulturformidleren Casper Clemmensen, og Syddjurs Kommune har taget tråden op. Fredag afslører borgmester Ole Bollesen det første ud af otte Tolkien-punkter i Syddjurs.
Tolkien er mest kendt for sine to værker Hobbitten (1937) og Ringenes Herre (1954-55), men han udgav også en række andre romaner og børnebøger. Professionelt arbejdede han især med oldengelske kvad og ridderromaner.
Det var dog de store historier om Midgård, der gjorde Tolkien udødelig.
Men er der sågar et link mellem fantasy- og bestsellerforfatteren Tolkien og Syddjurs? Det lyder nærmest for godt til at være sandt?
Ingenlunde, hævder historikeren Casper Clemmensen.
I Ringenes Herre universet støder man på stednavne som Helms Deep, Isengaard, Esgaroth og floden Aros.
Helms Deep er i bøgerne en stor kløft, og det sted, hvor en nærtliggende gård skal beskyttes mod orkere.
Den direkte oversættelse til dansk er Hjelms Dyb, som med sine mere end 50 meter vand hører til en af Danmarks dybeste lokaliteter og som adskiller Marsk Stig øen Hjelm fra Djursland.
Derudover er Isengard, tilholdsstedet for den onde troldmand Saruman i Ringenes Herre, direkte oversat til herregården Isgård, der ligger på den yderste sydlige spids af Tved-halvøen på Mols.
Esgaroth er lig med med Eskerod.
Aros er vikingenavnet for Aarhus og Aros er en flod, der går tværs igennem Ringenes Herre universet.
Svaret på, hvorfor Tolkien kiggede til det syddjurske, finder man i Tolkiens dybe fascination af kort, Jyllands historie og vikingetidens sagn, mener Casper Klemmensen.
8 Tolkien-punkter
Casper Klemmensen er med, når borgmester Ole Bollesen fredag ved Jernhatten afslører det første ud af otte Tolkien-punkter i Syddjurs Kommune.
Frem til turistsæsonen 2022 vil de øvrige punkter blive etableret i Syddjurs’ landskab for at fortælle om stedernes overraskende og fornemme placering i en af verdenslitteraturens mest populære udgivelser.
Arrangementet fredag giver mulighed for at høre en hyldestsang til Prinsesse Galadriel – en af de mest fremtrædende elvere i Midgård - fremført af bl.a. Vibe Ulbrandt fra Kulturskolen Syddjurs.
Ingahild Grathmer
Dronning Margrethe har tidligere – under pseudonymet Ingahild Grathmer – i 1977 tegnet en serie landskabstegninger som er blevet anvendt i Ringenes Herre, da Gyldendal genudgav værket.
Ifølge overleveringen var Tolkien imod alle former for illustrationer til Ringenes Herre, da han ønskede, at læseren skulle skabe sine egne forestillinger om universets udseende.
Men ved Tolkiens død i 1973 fandt man i hans frakkelomme to små tegninger af den unge dansker Ingahild Grathmer. Ved en gennemgang af dødsboet fandt familien yderligere en række illustrationer af denne ukendte kunstner, og på flere af tegningerne havde Tolkien noteret varme anbefalinger.
Småtegningerne havde Ingahild, mens hun studerede i England, løbende sendt til fantasymesterens studerekammer, og Tolkien forelskede sig snart i hendes kryptiske og mystiske univers.
Derfor valgte Gyldendal ved genudgivelsen af værkerne i 1977 at supplere fortællingen med disse royale illustrationer. Bag pseudonymet Ingahild Grathmer gemte sig nemlig ingen ringere end selveste Dronning Margrethe II. (Kilde: Gyldendal)
I 2001 blev Ringenes Herre filmatiseret og bragt til live af Peter Jackson.
Filmene vakte begejstring hos både gamle og nye fans, og ikke mindst den newzealandske turistindustri.
Naturen fra Ringenes Herre og mange af de ikoniske scener er nemlig optaget i New Zealand.
Nu blander Syddjurs sig lidt i koret.