Peter Mygind: Jeg har grædt af taknemlighed mange juleaftener

Det kan stadig komme bag på Peter Myginds hustru gennem mere end 30 år, Lise, hvor let han har til tårer, fortæller skuespilleren.

Artiklens øverste billede
Det kan stadig komme bag på Peter Myginds hustru gennem mere end 30 år, Lise, hvor let han har til tårer, fortæller skuespilleren. Foto: Linda Johansen

2021 har været hæsblæsende for Peter Mygind.

Den 58-årige skuespiller har indspillet hele tre serier: tredje sæson af krimien ”Sommerdahl”, fjerde sæson af DR-dramaet ”Borgen” og ikke mindst den definitivt sidste sæson af Lars von Triers kultklassiker ”Riget”.

Derfor kan julefreden sænke sig, når Peter Mygind sammen med Natasja Crone er vært på ”Alletiders juleshow”, som sendes på TV 2 den 23. december.

Julen ser dog ud til at blive noget anderledes i år, efter at Peter Mygind siden interviewet er blevet ramt af corona.

Men her fortæller den prisvindende stjerne om sine juleminder:

Hvornår er det rigtig jul for dig?

- Det var det, da jeg hentede juletræer med min søn, svigerdatter, børnebørn og min hustru, Lise.

- Vi har to juletræer. Et stort juletræ, og så skulle vores børnebørn, Rosa på fire år og Hugo på et år, selvfølgelig også have et lille juletræ. Vi bor fire generationer sammen - vores børn, børnebørn og min svigermor. Det er meget meningsfuldt.

- Når juletræerne bliver kørt hjem, er det den officielle juledag. Men vi har faktisk allerede julet et stykke tid - min hustru har lavet en lille juleby i vores stue.

Hvad er dit bedste juleminde?

- Det er helt klart juleaftenerne med mine børn. Nu er jeg blevet gift ind i en familie, hvor de i den grad holder sig til traditionerne på alle planer. Det er jeg meget taknemlig for, da jeg kommer fra en lidt mere utraditionel familie.

- Dermed ikke sagt, at vi ikke har holdt jul - det gjorde vi hos min mormor og min morfar. Men at få børn og holde jul med dem er der, jeg for alvor som voksen har nydt julen helt vildt meget.

Hvad er din mest mislykkede jul?

- Kunsten er at omfavne det, der nu måtte ske, og derfor vil jeg ikke kalde det mislykket. Men når man deler opgaver ud, skal man huske at informere den, der kommer med flæskesteg til 20 personer, om, hvad de skal gøre med den.

- Der var en jul, hvor vedkommende kom lidt forsinket og ikke havde lavet den, så vi fik først flæskesteg klokken 00.30 om natten.

Hvad er din rolle i julen?

- Kunsten er også at skabe en harmonisk aften uden råb og skrig og hjælpe ens måske stressede hustru med ikke at tage for mange pligter på sig, fordi nogle går mere op i, at alt skal være perfekt end andre.

- Der skal man aflaste og byde ind, så derfor fordeler vi også mad og opgaver. Det er noget, jeg kan anbefale alle, der er mere end fire-fem personer, for det er et kæmpe arbejde at lave mad til 12, hvis man både vil have and, flæskesteg, hjemmelavet rødkål og risalamande.

Hvad gør I til jul, som overrasker andre?

- Sidste år havde vi vores børnebørn for os selv hele dagen, og der dansede vi om juletræet klokken 14.00. Der er jeg nok en meget åben farfar. Hvis børnene vil danse om juletræet der, så er jeg totalt med på den.

- Jeg prøver bare at være åben, og hvis alle prøver at være det, så er der stor chance for, at det går godt.

- Gnidninger opstår, når nogle holder fast i noget, ikke vil give sig eller er skuffede over, at andre ikke byder nok ind. Byd ind med hjertet og med det, du kan overskue. Hvis du forventer at få tak hele tiden, bliver du nemt skuffet. Det er det samme med gaver. Giv en gave, fordi du har lyst.

Hvilken julegave har fået dig til at græde?

- Jeg har meget nemt ved at blive rørt, så jeg har grædt masser af juleaftenerne af taknemlighed og glæde. At græde er helt normalt for mig. Det ved alle, der er tæt på mig. Det er lige så normalt som at grine.

- Jeg kan blive rørt inden for ganske få sekunder, så selv min hustru efter 31 år stadig bliver overrasket over hvor hurtigt.

Hvad håber du, der ligger under juletræet i år?

- Hvis man ikke forventer nogen gaver, bliver man heller ikke skuffet. Men jeg har allerede fået en gave af min kone. Vi har faktisk lige givet hinanden nogle tasker, og dem er vi så glade for.

”Alletiders juleshow” sendes på TV 2 den 23. december klokken 20.35.

/ritzau/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen