Ulf Pilgaard: Sådan snød vi publikum i Cirkusrevyen

Publikum skulle tro, at Ulf Pilgaard fik overrakt friske blomster efter hver Cirkusrevy-forestilling i 2021. Men det var snyd, afslører han nu.

Artiklens øverste billede
Efter 40 år optrådte Ulf Pilgaard for sidste gang i Cirkusrevyen søndag 3. oktober 2021. Arkivfoto: Anthon Unger.

Det taler Danmark om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Cirkusrevyens instruktør, Lisbet Dahl, insisterede på, at skuespiller Ulf Pilgaard skulle have en buket blomster efter hver af 2021-sæsonens 176 forestillinger.

Det var nemlig hans allersidste sæson efter 40 sæsoner på revyen.

Men det ville løbe op i rigeligt mange buketter. Og derfor fik revyen lavet en bæredygtig buket af papirblomster, som Ulf Pilgaard fik overrakt efter hver forestilling.

Det afslører han i et interview med DR.

»Hun (Lisbet Dahl, red.) syntes ikke, at nogen skulle snydes for det, så jeg fik en buket papirblomster hver aften. Der var jo ikke et øje, der kunne se, de ikke var ægte.«

»Så jeg afleverede mine blomster til regissøren efter hver forestilling,« fortæller han til DR.

Ulf Pilgaard, der er søn af en Aarhus-præst og selv har læst teologi på Aarhus Universitet, gik i en alder af 80 år i oktober 2021 på scenen for sidste gang på Bakken i Dyrehaven nord for København.

Mange havde købt billet til Cirkusrevyen sidste år for at få et sidste glimt af den karismatiske revyskuespiller.

Corona havde dog været årsag til, at sommerens forestillinger var blevet udskudt flere gange, og at færre kunne sidde blandt publikum hver gang.

Derfor blev der indlagt adskillige ekstraforestillinger, for at så mange som muligt kunne opleve Ulf Pilgaard en sidste gang.

Under hans sidste optræden, hvor han som mange gange tidligere parodierede dronning Margrethe, kom majestæten på scenen og overraskede skuespilleren.

DR har fulgt Ulf Pilgaard i perioden op til hans sidste sæson i Cirkusrevyen. Det er blevet til programmet ”Ulfs store finale”, som kan ses mandag aften klokken 20 på DR1 eller på DRTV.

Ulf Pilgaard har dog langtfra ligget på den lade side efter sin exit fra Cirkusrevyen.

Blandt andet har han lavet sit eget talkshow ”Alletiders Ulf” på Bremen Teater og indtalt sin nye selvbiografi ”Hellere halvgammel end helt død”.

Han har også et par film på programmet den kommende tid. Blandt andet filmen ”Julemandens datter 3”, hvor han spiller rektor på Julemandsskolen.

/ritzau/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen