Smag på verden i Væksthusene
I sommermånederne holder både Væksthusene og caféen aftenåbent hver onsdag.
Det er sommer, og snart starter ferierne til de fremmede himmelstrøg. Men man behøver ikke rejse langt væk, hvis man vil opleve og smage på planter fra hele verden.
Fra 29. juni til 3. august holder Væksthusene aftenåbent til klokken 21 hver onsdag. Vil man smage og høre spændende historier om planterne, kan man booke en rundvisning med smagsprøver.
Smag på planter fra hele verden og hør om, hvordan den mad, vi spiser, hænger sammen med det sted, vi bor og de naturgivne betingelser, som findes der.
Find for eksempel ud af, hvorfor maden i troperne er så stærk, hvorfor man i landene omkring Middelhavet spiser oliven og gedekød krydret med timian og rosmarin, og hvor kartoflerne i vores traditionelle, danske mad egentligt kommer fra. Smag fore eksempel på lotusplantens frø, maniok og kogebanan.
Er man sulten efter mere end smagsprøver, kan man spise et lækkert måltid i Væksthusenes Cafe, som også holder aftenåbent.
Alle dage i sommerferien kan man møde formidlerne i Væksthusene og høre fascinerende fortællinger om de eksotiske planter. For børn og barnlige sjæle er der også en gratis Væksthus-flipflopper.
Billetter til rundvisningerne sælges efter først-til-mølle på sciencemuseerne.dk.
sra