Frivillige slået og spyttet på i kaos-nat på Smukfest
Politiet måtte inddrages, da festivalen lukkede ned på første dag.
Ifølge Smukfest var det flere ting, der tilsammen udløste en kaotisk afslutning på festivalens første dag. To store musiknavne, Justin Bieber og Kashmir sluttede på samme tid og publikum søgte mod udgangen i et omfang, så shuttlebusserne til p-pladserne og campingområderne ikke kunne følge med.
Dertil havde flere end vanligt for en onsdag festet fra dagens begyndelse. Normalt kommer folk dryssende på festivalens første dag, men i år lukkede man på halvanden time 30.000 gæster ind til Lukas Graham.
Derfor trætte og utålmodige for at komme hjem, lyder forklaringen fra sikkerhedschef Thomas Rydahl.
Det skabte pres og ventetid ved udgangen i Sherwood-området, og det endte med at gæster væltede hegnet og begyndte at gå hjem ad Horsensvej, der ellers er forbeholdt shuttlebusserne. Derfor indstillede man af sikkerhedsmæssige årsager kørslen med busserne.
Det var dog ikke kun hegnet, der fik en voldsom behandling onsdag aften. Publikums frustration gik ud over flere frivillige, der blev spyttet og slået på. Det førte til tre anholdelser, oplyser Thomas Rydahl.
»Det endte med noget, det ikke skulle være endt med,« konstaterer Thomas Rydahl.
Sikkerhedschefen forventer ikke, at noget lignende gentager sig.
»Vi har ikke oplevet det før, og kommer forhåbentlig ikke til det igen. Torsdagens musikprogram er anderledes skruet sammen og både gæster og festival er ved at finde sig til rette på pladsen,« siger Thomas Rydahl.