Syg dronning får kronprins til at tage tidligt hjem fra USA
Dronningens coronasmitte betyder ændrede planer for kronprinsparret i denne uge.
Kronprins Frederik, som de seneste dage har været i New York, tager torsdag hjem for at forberede et aftenselskab, som skal holdes på Christiansborg fredag.
Det oplyser kongehusets kommunikationsafdeling.
Derfor er det kun kronprinsesse Mary, som deltager torsdag, når Danmark lancerer sit kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd. Det fremgår af kongehusets kalender.
Efter planen skulle kronprinsen også have deltaget.
Danmark forsøger at få en af de ti pladser, som er på valg til FN’s Sikkerhedsråd i 2025 til 2026.
Ifølge kongehusets kalender er der også aflyst et møde, hvor kronprins Frederik skulle have mødt FN’s assisterende generalsekretær for The Climate Action Team, Selwin Hart.
Fredag holder kongehuset et aftenselskab for regeringen, Folketinget og de danske EU-parlamentarikere i anledning af dronningens regeringsjubilæum.
Oprindeligt skulle dronning Margrethe have været vært for selskabet. Men da hun er smittet med covid-19, bliver det i stedet kronprinsparret, der bliver aftenens værter.
Kongehuset har tidligere oplyst, at dronning Margrethe har almindelige coronasymptomer. Hun har aflyst sine aktiviteter i denne uge.
Det er anden gang, at dronning Margrethe er smittet med covid-19.
Dronning Margrethe og kronprins Frederik startede ugen med at være til den britiske dronning Elizabeths statsbegravelse i London.
Herefter tog kronprinsen videre til New York for at deltage ved åbningen af FN’s Generalforsamling.
Onsdag tog kronprinsesse Mary også til New York.
Hun tager hjem fra USA fredag for at deltage i selskabet, oplyser kongehuset.
/ritzau/