Food Week: Spis middag på toppen af byen

Aarhus får en ny madfestival, Food Week, som inviterer til middag på rooftops øverste plateau, i en pølsevogn som for 100 år siden, og på skaldyrssafari med fire serveringer undervejs.

Artiklens øverste billede
Fællesspisning ved langborde med særlige Aarhus-middage er set før, men i år sker det blandt andet på toppen af byen, nemlig på Skywalk på Salling Rooftop. Foto: Food Aarhus

Den velbesøgte Food Festival på Tangkrogen har i år transformeret sig om til Food Week med 50 arrangementer rundt omkring i byen. Det sker for at tage hensyn til eventuelle corona-restriktioner, så nu er de mange events spredt ud over et stort areal.

Salling Rooftop, Den Gamle By, Aros og Lystbådehavnen bliver fire omdrejningspunkter med kokke, madeksperter og historikere, der demonstrerer, fortæller og workshopper med gæsterne.

Lystbådehavnen og kystpromenaden bliver mere festival-agtige, som vi kender det fra Tangkrogen, med aktiviteter man kan gå til og fra og hyggeloige steder at hænge ud.

»Vi har ledt efter de mest spændende omgivelser til nye madoplevelser, og vi har fundet dem i luften, til vands og til lands. Food Week er spredt ud i byen, så vi kommer ud og er nærværende for mange flere, end man er på en festivalplads,« siger Anna Lund, der er direktør i Food-Aarhus.

»Vi har mødt en kæmpe opbakning fra byen og har arebdjet sammen med virkelig mange kreative og dygtige mennesker, der har tænkt nye tanker. Da vi stod under regnbuen på Aros og skulle udvikle nye madarrangementer til det sted, blev temaet verdensmål og bæredygtighed, fordi regnbuens mangefarvede cirkel minder om verdensmålenes logo,« uddyber Anna Lund.

Middag på skywalk

Food Weeks nye placeringer giver nye muligheder, ny inspiration og nye samarbejdspartnere.

»Man kan stå på rooftop og se til Djursland på en god dag. Vi synes, at det er sjovt at trække det østjyske gastronomiske guldkammer op på taget, så folk også kan opleve de helt særligt dygtige fødevareproducenter og deres produkter der,« fortsætter Anna Lund.

Anna Lund er leder af Food Aarhus og står bag nyudviklingen af Food Festival, der i år hedder Food Week. Foto: Food Aarhus

Madhistoriker Bettina Buhl fra Det Grønne Museum kommer og fortæller, hvorfor og hvordan råvarerne har udviklet sig på Djursland. Michelinkokken, Francis Cardenau, vil også være der og sørger for, at gæsterne også får en smagsoplevelse.

Fællesspisning ved langborde med særlige Aarhus-middag er set før, men denne gang sker det blandt andet på toppen af byen. Deltagerne bliver bænket på den allerøverste del af Salling Rooftop, Skywalk, hvor man har en 360 graders uforstyrret udsigt over hele byen.

»Vi vil gerne have folk til at spise sammen igen. Vi er gået glip af så mange fødselsdage og sammenkomster, og nu kan vi det igen. Det har vi brug for. På rooftop kan man se på noget andet end de fire vægge derhjemme. Kokke-eleverne fra Aarhus Tech laver maden og øver sig på det fra nu og til det skal serveres,« siger Anna Lund.

Der bliver i løbet af ugen på Rooftop også stande og kokke på scenen. Blandt andet kan man sammen med René Mammen fra Substans lære at lave nyt frisk brød af gamle brødrester og surdej.

Læs også: Aarhus får en ny mad-fest

Den gamle pølsevogn

Nede i Den Gamle By går de tilbage i tiden og indretter en pølsevogn, som den så ud for 100 år siden. Der kan man få sig en rød pølse med det hele. Man kan se bageren i Den Gamle By lave stedets vaniljekranse. Og Kokkene genskaber en menu fra besættelsestiden, efter de har kigget i husmoderforeningens madplaner fra den tid.

I det hele taget er bæredygtighed et gennemgående tema. Det afspejler arrangementerne på Aros, hvor man kan høre om forbrugeradfærd, bæredygtig livsstil og fremtidens fødevarer.

Man kan også høre slagteguruen, Michael Museth, fortælle om den glemte gris. Og være med i en bæredygtig pastaworkshop med masterchef-vinderen, Rasmus Fisker.

Langs kystpromenaden bliver der festival-stemning, der som tidligere nævnt vil minde om de tidligere års Food Festival med boder og barer. I år kan komme om bord på fiskebåd, købe friske fisk fra kajen, tage på skaldyrssafari med fire serveringer og spise frisk grillet fisk.

Havnens mange aktører som for eksempel Clausens Fiskehandel deltager og vil være med til at gøre området levende.

Fremtidens mad

Ligesom tidligere år vil der igen være fokus på fremtidens mad, der nødvendigvis skal produceres på en anden måde, end den nutidige, der overbelaster verdens miljø.

Man kan igen i år opleve ny, sjov og spændende viden og fremtidens madprodukter, der skal være med til at løse et af klodens vigtigste problemer. Der bliver også et Food Week Symposium om en bæredygtig fremtid for fødevarebranchen.

Rundt omkring i byens gader vil Food Week være til stede i form af blandt andet af walks med temaerne indtryk uden aftryk og en tur rundt til caféer, restauranter og vinbarer, der arbejder med bæredygtighed.

Et af de nye arrangementer er en Cheese-walk, der er en slags ostesafari. På de får man lov til at komme med helt ind i mejerierne. Ture forgår er ikke inde i Aarhus men på mejerier rundt omkring i Østjylland, så det er en heldagstur.

Langs kystpromenaden bliver der festival-stemning. Man kan komme om bord på fiskebåd, købe friske fisk fra kajen og tage på skaldyrssafari med fire serveringer. Der bliver også fisk på grill og meget mere. Foto: Food Week


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen