Her svæver Skraldecaféens nye køkken

Endelig er drømmen om et nyt og velfungerende køkken gået i opfyldelse for byens skraldecafé. Fire containermoduler gør det muligt at tilberede og servere varme måltider på daglig basis.

Artiklens øverste billede
En del af Skraldecaféens nye køkken, kontor og toilet svæver her over Sydhavnen. Caféen ligger mellem Værestedet, Reuse og Kohalen. Foto: Annbritt Jørgensen

I denne uge blev fire containermoduler afleveret af store kranvogne i Jægergårdsgade 164. De blev bugseret på plads ved siden af skraldecaféens brugte campingvogn, der har været skraldernes faste tilholdssted de senere år. Nu kan et nyt kapitel i de lyse og spritnye containere begynde.

Så snart modulerne stod, hvor de skulle, under kulbroen mellem Reuse og Kohalen, gik håndværkere i gang med at beklæde dem indvendigt med vægpaneler og vinylgulv.

»Vi glæder os rigtig meget til at rykke ind. Det er helt vildt så meget plads, der er i forhold til, hvad vi har været vant til,« siger Annbritt Jørgensen, der er den daglige leder.

Bedre end camping-køkken

Hun tog initiativet til Skraldecaféen i 2015. Den er siden poppet op rundt omkring i byens parker og på torve, hvor frivillige har serveret gratis måltider tilberedt af overskudsmad.

Vi synes simpelthen, at det er så hyggeligt. Her er ingen sure miner men godt humør og et kanon fællesskab, hvor alle snakker med alle, siger Inger Lang, der er en af de frivillige. Annbritt Jørgensen sidder på trappen. Foto: Tahmasbi

Hun har lige siden ønsket sig nogle bedre køkkenforhold, end de camping-agtige tilstande, caféen ofte har arbejdet i. Blandt andet fordi de er meget udfordrende i vinterhalvåret, hvor der i lige så høj grad som resten af året er sultne kunder.

Nu er det endelig blevet muligt at lave mad året rundt i containerne, der er næsten lige så åbne som byens parker, fordi hele facaden er af glas.

»Jeg håber, at vi kommer til at servere varm mad på daglig basis. Vi er omkring 30 frivillige og har faste aftaler om at få overskudsmad fra seks Netto’er, en Rema og en Spar. Det henter vi hver dag midt på dagen, så mellem klokken 10 og 14 er der masser af aktivitet hos os,« forklarer Annbritt Jørgensen.

Byens kantiner, institutioner og caféer kommer også en gang imellem med mad, ligesom Salling Group ind imellem har store mængder som for eksempel 780 kg peberfrugter, 352 kg asparges eller en palle økologisk bladselleri til overs. De store madleverancer lægges op på Facebook så de hurtigt kan blive delt ud.

Den daglige rutine er, at 25 af de frivillige på skift kører ud og henter mad i butikkerne, mens de øvrige hjælper med at sortere, pakke og lægge på plads. Blandt hjælperne er ægteparret Inger Lang og Kaj Pedersen. De kommer dagligt og hjælper til i tre-fire timer.

»Vi synes simpelthen, at det er så hyggeligt. Her er ingen sure miner men godt humør og et kanon fællesskab, hvor alle snakker med alle,« siger Inger Lang.

»Der kommer mange mennesker i løbet af en dag, og der er brug for en hånd. Den giver vi gerne, selv om vi er 78 og 82 år,« siger kvinden der ser meget glad og meget yngre ud.

En af hendes frivillig-kolleger supplerer:

»Næsten alle venskaber og al kærlighed involverer mad. Jeg mødte Annbritt ved en skraldecontainer en dag, hvor vi begge ledte efter mad. Så fandt vi ud af, at vi måtte dele, og siden har vi arbejdet sammen her på Skraldecaféen,« siger Tim Theodor Nielsen.

En gruppe af de frivillige sidder denne varme sommerdag i skyggen af campingvognen og følger med i arbejdet omkring de svævende containere, mens de venter på dagens leverancer af overskudsmad.

En nydelig herre støder til selskabet og kaster et blik på de nye lokaler.

»Jeg synes, det ligner et ishus. kan man få en vaffel med tre kugler, ler han, der viser sig at være Kaj Pedersen og Inger Langs mand.

Kaj Pedersen er en af de frivillige, der fylder Fællesskabet Free Fridge. Nogle gange kommer der kilovis af grønsager eller så mange sandwich, at de kan fylde et helt køleskab - men ikke længe. Så er de væk. Foto: Tahmasbi

Fællesskabet Free Fridge

Et øjeblik efter får han sammen med de andre travlt med at tømme en bil, der drejer ind på pladsen. Den køres af en af de mange frivillige chauffører, der har været i Netto og hente masser af grønsager og sandwich.

Alle hjælper til og lynhurtigt er de friske forsyninger placeret i et af fire køleskabe, der er står frit tilgængeligt for alle.

De er Skraldecaféens tiltag. Fællesskabet Free Fridge har eksisteret siden 2017, og det er vokset til at være caféens største opgave gennem corona-tiden.

»Da corona satte ind, kunne vi ikke mødes og lave mad og spise sammen. Men vi kunne stadig samle overskudsmad og dele det ud. Køleskabene er åbne 24-7, og det er selvhenter,« forklarer Annbritt Jørgensen.

Det begyndte med et enkelt køleskab, og i dag er der fire. De er som regel kun fulde i 10 minutter ad gangen. Brugerne er studerende, børnefamilier og socialt udsatte i alle aldre. De hjemløse er også flittige gæster. De kommer blandt andet kommer forbi på deres vej til og fra Værestedet, der ligger lige overfor Skraldecaféen.

»Nogle af dem skal lige vænne sig til kun at tage det, de har brug for i dag. Der kommer nye forsyninger i morgen, og der er mange, der har behov for mad,« siger Annbritt Jørgensen, der har en årelang erfaring som skralder.

Fællesskabet Free Fridge er så velfungerende, at idéen har inspireret skraldefællesskaber i København og Kolding til at gøre det samme. De har henvendt sig til den aarhusianske skraldecafé for at få gode råd til, hvordan de skal etablere sig, for at få et Fællesskab som det i Aarhus.

Lige så snart de fire containere stod på jorden, gik håndværkere i gang med at beklæde væggene og gulvene. Annbritt Jørgensen inspicerer caféens nye sted. Foto: Tahmasbi


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen