Aarhus hylder kulturen: Stem på din favorit blandt de nominerede

I Aarhus skal man ikke lede længe efter kultur. Hvad end det er store som små museer, spillesteder, teatre, kunstoplevelser eller noget helt femte, så har byen noget for enhver smag. Stem på din favorit her.

Artiklens øverste billede
Den årlige Jazzfestival i Aarhus er en kulturoplevelse, der tiltrækker besøgende i alle aldersgrupper. Arkivfoto: Morten Lau-Nielsen

Hvad end det er som europæisk kulturhovedstad eller som indehaver af en række forskellige kulturinstitutioner og -initiativer, så har kultur været en indmejslet del af Aarhus’ DNA gennem århundreder.

Byen gør noget helt særligt for kulturen, og kulturen gør noget helt særligt for byen. Det kan de fleste nikke genkendende til.

Det stærke kulturmiljø trækker besøgende til, men også nye beboere, der gerne vil have et hav af kulturoplevelser i baghaven.

Én af dem, der dagligt beskæftiger sig med kulturinstitutioner i stor stil, er forsker Ane Hejlskov Larsen. Hun er ansat på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet og har også siddet som formand for Aarhus Kunstråd. Hun har brugt mange år på at undersøge bl.a. kulturinstitutioners historie og funktion i byen.

Aarhus har på alle fronter bare meget at byde på.

Ane Hejlskov Larsen, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Og hun kan tilslutte sig, at det kulturelle miljø i Aarhus er stærkt.

»Vi har på den ene side meget etablerede kulturinstitutioner inden for billedkunst, teater, musik, dans, arkæologi og kulturhistorie. Aarhus forsøger samtidig at udvikle den del med bl.a. nybyggerier, politiske initiativer og forsøg på at gøre kulturen egenartet,« fortæller hun.

Lov til at være sig selv

Noget er det, der er særligt godt i Aarhus, er, at kulturinstitutionerne får lov at være markante og selvstændige og have deres egne profiler i stedet for f.eks. at fusionere, mener hun.

»Tidligere var man bekymret for, at institutionerne ville komme til at tage gæster fra hinanden, i takt med at der kom flere og flere kulturelle muligheder til byen,« uddyber hun og tilføjer:

»Men tværtimod har f.eks. især museerne – både de etablerede og de nye – styrket hinanden. De supplerer hinanden rigtig godt.«

Derudover har Aarhus gennem mange år været god til også at understøtte dagskoler og aftenskoler.

Noget andet, som er værd at hylde i den aarhusianske kulturpolitik, er, at man har budt psykiatrien velkommen med åbne arme, noterer hun sig også.

Her taler hun om kulturelle institutioner i form af støtte til bl.a. Museum Ovartaci og Galleri Gallo, hvor kunst og psykisk sygdom skaber en dialog og nye måder at bruge kunsten på.

»Aarhus har på alle fronter bare meget at byde på,« mener hun.

Hvilken betydning har det stærke kulturliv for byen?

»Det har først og fremmest betydning for tiltrækning af turister – både ind- og udlandsturister. Og så er det med til at stimulere folk til at bosætte sig i byen, fordi der er så mange muligheder. Og uddannelsesmæssigt gør det også, at de unge synes, at det er spændende at være i Aarhus. At der er liv i byen, og at der f.eks. er gode muligheder for praktikforløb ved de forskellige institutioner,« afslutter hun.

Stem på din favoritkultur

JP Aarhus og Århus Onsdag har slået kræfterne sammen for at hylde kulturen i byen som en del af projektet Aarhus Hylder. Her har aarhusianerne siden starten af august kunnet byde ind med forslag til alle de kulturinstitutioner og -initiativer, der gør Aarhus lidt mere interessant både at bo i og at besøge.

Forslagene er væltet ind, og nu har en jury sammensat af velbevandrede Aarhus-personaer udvalgt fem kulturområder som finalister i Aarhus Hylder 2021.

Fra nu og frem til d. 17. september kan der stemmes på favoritten blandt de fem, hvorefter der vil blive kåret en vinder.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen