Lyt til pædofils kamp: »Kastrer mig - jeg væmmes ved mig selv«
Aarhus Teaters nye podwalk, 10.000 skridt, udfordrer vores empatiske evner. Blandt andet med en fiktiv fortælling om en mands vilde forelskelse - i et barn. Og hans kamp mod sine lyster, som han meget gerne vil være fri for.
Århus Onsdag er i Universitetsparken med en helt ny podwalk i ørene. Vi er blevet inviteret af Aarhus Teater, der står bag ”10.000 skridt”, som den hedder. Skuespiller Emil Prenters overbevisende stemme strømmer ud af hovedtelefonerne:
»Jeg er forelsket og har sommerfugle i maven. Jeg har lyst til at skrige det ud. Vi skal mødes ved bænke i Universitetsparken, så jeg har ikke sovet hele natten,« siger en utrolig glad og sympatisk mand, der glædesstrålende taler om noget, vi alle kan genkende som noget godt.
Vi går præcis det samme sted som hovedpersonen, mens vi lytter. Alt er godt.
Kastrer mig
Lige indtil vi hører hans udkårnes stemme. Den tilhører et barn. En dreng, der hedder Lukas. Han drikker juice og fodrer ænder. Det er alt sammen meget uskyldigt og hyggeligt, men den gode stemning er forsvundet, og som tilhører bliver man forvirret og er på vagt. Hvad er dette her?
»Pædofili er et grænseoverskridende emne at skrive om, og først vidste jeg slet ikke, om jeg turde researche og skrive om det på min computer,« siger Johannes Lilleøre, der har skrevet teksten.
Han har ikke valgt emnet pædofili, men fik det som en opgave.
»Jeg har sat mig ind i det og lært en masse, jeg ikke anede noget om. For eksempel at de fleste pædofile gerne vil slippe for deres trang til at have sex med børn, og at de ikke begår overgreb. De bruger de fleste af deres vågne timer til at bekæmpe den trang og har svært ved at få hjælp,« fortsætter forfatteren.
I podwalken skifter fortælleren stemme fra at være jublende glad til at være fortvivlet:
»Jeg tænker 95 procent af min tid på sex med børn – hvordan jeg kan undgå det. Jeg vil ikke gå med mine lyster, men de er der hele tiden. Kastrer mig!«
»Jeg chatter med andre pædofile, laver rollespil, og vi fortæller, hvordan vi vil have sex med børn – for mig er det dem mellem 6 og 12 år. Kastrer mig!«
»Jeg elsker at gå i regn og lade som om, at det er mig, der græder over min skæbne, som jeg aldrig kan flygte fra. Kastrer mig!«
Pædofili er et grænseoverskridende emne at skrive om, og først vidste jeg slet ikke, om jeg turde researche og skrive om det på min computer.
Forstår vi andre?
Sigrid Johannesen er hjernen bag podwalken. Hun har sammen med Tine Voss Ilum udtænkt konceptet, og hun står for instruktionen.
»Jeg synes, at vi stigende grad har svært ved at forstå hinanden. Eksempler på det er Trump, De Gule Veste og Kinas kommunistparti. Konceptet er, at man møder syv forskellige mennesker i Aarhus, og det bliver sværere og sværere at leve sig ind i de skæbner, man møder på vejen i denne podwalk,« forklarer hun.
Sigrid Johannesen kalder podwalken en empatiøvelse. Hun synes, at tiden kalder på det og stiller samtidig spørgsmål ved, om empati altid er en god ting? Vores empati er jo ikke kun udgangspunktet for vores etisk “korrekte” beslutninger, men også grundlaget for vores fordomme og fjendebilleder.
»Politik er jo ofte et spørgsmål om, hvem man har empati med. Når Putin invaderer Rusland, sker det jo netop ud fra en påstand om empati med russisksindede ukrainere, der undertrykkes af den ukrainske regering. På den måde er det jo ofte også vores empati, der graver de dybeste grøfter. Empatien sker altid ved en fremhævelse af den ene part på bekostning af en anden,« påpeger instruktøren.
Hun har i sine tidligere stykker som ”Boys and Girls” og ”Made in China” arbejdet med lignende problematikker. Podwalken er en forlængelse af dem og udspringer af hendes personlige frustration.
Politik er jo ofte et spørgsmål om, hvem man har empati med. Når Putin invaderer Rusland, sker det jo netop ud fra en påstand om empati med russisksindede ukrainere, der undertrykkes af den ukrainske regering. På den måde er det jo ofte også vores empati, der graver de dybeste grøfter.
Den er en helt konkret fortolkning af det engelske udtryk: ”Before you judge a man, you have to walk a mile in his shoes”, som betyder, at man ikke kan forstå eller dømme nogen, før man har sat sig ind i deres situation.
»Jeg er optaget af, at vi med teateret kan udforske uopopulære holdninger og standpunkter ved at leve os ind i mennesker, vi ellers ikke identificerer os med,« siger Sigrid Johannesen.
Vores snak og vores tur i Universitetsparken er slut.
Podwalkens oplæser runder af, mens metalbandet Rammstein kan høre i baggrunden.
»Mens jeg går, strømmer ondskaben igennem mig, tranporterer sig igennem kroppen og fordeler sig jævnt, giften fortyndes. Universitetsparken er livsforlængende,« siger hovedpersonen.
Rammsteins tunge guitargange tager over, og musikken dunker af sted.
