Filmaktuelle Sofie Gråbøl: Manuskriptet til Rose gav skuespilleren søvnløse nætter

Sofie Gråbøl og Niels Arden Oplev eksperimenterede sig frem med scenerne i filmen "Rose" for at ramme Inger, der lider af skizofreni, helt rigtigt. Det skete, da Gråbøl gav slip, og de gik linen ud.

Artiklens øverste billede
I Paris genopfriskes Ingers gamle minder - især om en stormende forelskelse i en mand, der pludselig forsvandt igen. Hun sætter jagten på sin forliste kærlighedsaffære ind og snart involveres hendes søster og svoger. Foto: Roger Do Minh

Manuskriptet til filmen ”Rose” gav Sofie Gråbøl søvnløse nætter, da hun læste det første gang, fordi hovedpersonen er en utrolig mangesidet karakter, det er kompliceret at fremstille. Sofie Gråbøl var vild med den krævende rollen som den sindslidende Inger, der er bygget over Niels Arden Oplevs egen søster, så skuespilleren overbeviste instruktøren om, at hun sagtens kunne lære at tale fransk og spille klaver, hvilket den også krævede.

Hun var blank på begge dele. Men det løfte holdt hun, selv om det blev en lang sommer med franske replikker i ørebøfferne og klavertimer sammen med musikeren Frans Bak.

»Jeg har virkelig skullet forberede mig til denne rolle og lære mange ting. Både de helt konkrete som sproget og musikken, men også hvordan man kan formidle personen Inger, der har sin egen virkelighedsopfattelse, er meget ekspressiv og indimellem meget upassende, hvilket ofte bliver morsomt,« siger Sofie Gråbøl, der er kommet til at holde sindssygt meget af figuren Inger med dybe afgrunde og mange kompetencer.

Sofie Gråbøl læste om diagnosen skizofreni, men det hjalp ikke skuespilleren meget, for den tager et hav af former, og hun skulle ikke spille en diagnose men et levende menneske med alle dets facetter.  Et besøg hjemme hos Niels Arden Oplevs familie derimod gav masser af inspiration. Foto: Tahmasbi

Gensyn med Aarhus

Århus Onsdag møder hende på Hotel Royal, som er et glædeligt gensyn for hende, fordi filmholdet boede dér, da de optog bus- og hotelscenerne i Filmby Aarhus. Nu er hun tilbage for at gå på den røde løber til gallapremieren denne mandag aften 21. februar i Nordisk Filmbiografer på Sankt Knuds Torv og for at fortælle om arbejdet med den meget personlige beretning, som filmen er.

»I de første uger af optagelserne var jeg meget forsigtigt, når jeg spillede Inger, men efterhånden måtte jeg give slip på det. Niels er en utrolig dygtig instruktør, som man er fuldstændig tryg sammen med. I vores søgen efter den helt rigtige balance, eksperimenterede vi og tog de samme scener om igen, og lavede en version, hvor vi gav los. Det er dem, han har valgt at bruge i filmen, da han klippede det sammen, og det kan jeg virkelig godt forstå,« siger Sofie Gråbøl.

Hun læste om diagnosen skizofreni, men det hjalp ikke skuespilleren meget, for den tager et hav af former, og hun skulle ikke spille en diagnose men et levende menneske med alle dets facetter.

Et besøg hjemme hos Niels Arden Oplevs familie derimod gav masser af inspiration. Både Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, der spiller Ingers søster, og Anders W Berthelsen, der spiller Ingers svoger, tilbragte en dag hos de imødekommende og åbne nordjyder. Sofie Gråbøl besøgte siden søsteren på hendes bosted.

»Vi tre skuespillere var hjemme hos de virkelige søstre og svogeren. Det er jo ikke dem, vi spiller, men søsteren har inspireret mig meget til Ingers måde at tale på, hendes særlige blik og måde at være i kroppen på,« forklarer Sofie Gråbøl.

Inger får en sig en flyvende tur gennem Solkongens palads af hendes nye ven, Christian. Han er den vrantne viceskoleinspektør Skelbæks søn, men modsat sin far helt uden fordomme og frisk på eventyr. Foto: Roger Do Minh

Filmens hjerte

Filmen åbner og slutter med scener på Ingers bosted, men ind imellem er hun langt omkring. Hun tager på bustur med sin søster og svoger til Paris, og det foregår i 1997.

»Hun begynder busturen med at sige: ”Jeg hedder Inger, og jeg er skizofren.” I dag ville vi aldrig sige det. Vi siger: ”Jeg lider af skizofreni”. Det er dejligt at se, hvor meget der er sket i løbet af de to årtier, der er gået. Det her er ikke en film om en psykisk syg og en pårørende - hvilket i øvrigt er et forfærdeligt ord,« siger Sofie Gråbøl med stort eftertryk og rynkede bryn.

I vores søgen efter den helt rigtige balance, eksperimenterede vi og tog de samme scener om igen, hvor vi gav los. Det er dem, han har valgt at bruge, da han klippede filmen sammen, og det kan jeg virkelig godt forstå.

Sofie Gråbøl

»Det er en film om to søstre, der måske i virkeligheden savner hinanden og meget gerne vil hinanden. Det er rørende og gribende. Jeg ser de to som filmens hjerte,« siger hun og drikker af den kop te, der skal give hende varmen på denne råkolde februar-dag, hvor hendes uldtrøje og frakke ikke kan klare den opgave alene.

Trods det kølige rum på byens hæderkronede hotel glæder hun sig over at være tilbage i præcis det samme rum, som hele holdet spiste morgenmad i, mens de lavede optagelser i filmbyen.

»Jeg har ikke før været i Aarhus så længe, og det var skønt. Helt vidunderligt at bo her sammen, da vi kom tilbage til Danmark efter at have skudt de første scener i Paris. På første optage-dag stod vi på et næsten tomt Versailles, som corona havde lagt øde. Det var vildt. De lukkede grænserne dagen efter, vi forlod landet, og så kom vi her,« ler Sofie Gråbøl.

En el af filmen foregår på det hotel, hvor den danske gruppe er indlogeret i Paris. I virkeligheden var de i filmkulisser, som blev bygget op i Filmby Aarhus, da søster Ellen og svoger Vagner skulle have Inger til at føle sig så tryg i de nye omgivelser, at hun turde lægge sig til at sove. Det gjorde hun først, da hun lå imellem det forholdsvis nygifte par.

Til gengæld brillerede hun ved at kunne forstå det franske menukort, når gruppen skulle spise, ved at synge smukt på fransk, at spille på hotellets flygel og ved at få et lukket museum åbent op for den skuffede danske gruppe med en grotesk og underholdende argumentation.

Hun besluttede sig også for at genfinde sin ungdoms tabte kærlighed ved hjælp af sin nye, 12-årige ven, Christian, der også var med på turen. Det førte hende og familien ud i et større drama.

Sofie Gråbøl og filmholdet boede på Hotel Royal i Aarhus, da de lavede optagelser til Rose i Filmby Aarhus. Nu er de tilbage for at promovere filmen og for at gå på den røde løber i Nordisk Filmbiografer på Sankt Knuds Torv mandag 21. februar. Foto: Tahmasbi

»Der sker meget, når man rejser ud. I filmen ser man, hvad det gør ved Inger at komme ud af bostedets trygge rammer. Hvad hun pludselig kan. Det udvikler sig meget dramatisk og hun kommer ud for meget, men på vej hjem i bussen siger hun noget bemærkelsesværdigt,« siger Sofie Gråbøl og ser Århus Onsdags udsendte dybt i øjnene:

»Selv om jeg var død, var det hele rejsen værd.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.