Nu skal Schmeichel spille spade: Har dannet band med kendte musikere
Under navnet The Ones dribler målmandslegenden Peter Schmeichel ud på turné med medlemmer fra Magtens Korridorer.
Målmandslegenden Peter Schmeichel skifter fodbolden ud med spaden.
Den 58-årige sportsstjerne har nemlig dannet rockbandet The Ones sammen med Niklas Schneidermann og Anders Ramhede fra Magtens Korridorer.
Det afslører The Ones i en pressemeddelelse, som Euroman bringer.
»Min far var professionel musiker. Og i hans familie var musik både stor passion og en karriere. Det var min far, som insisterede på, at jeg skulle lære at spille et instrument,« siger Peter Schmeichel i pressemeddelelsen ifølge magasinet.
The Ones drager til efteråret på en musikalsk talkshow-turné.
Det vil være en musikalsk rejse gennem syv årtiers rockmusik krydret med anekdoter og personlige erindringer fra Peter Schmeichels liv med fodbold, familie, musik, Manchester i 90’erne, Brøndby og landsholdet, lyder det videre i pressemeddelelsen ifølge Euroman.
Første show har premiere på Stagebox i København 22. september og besøger efterfølgende seks danske byer.
/ritzau/