Børn mishandlede kat mens far så på

En 56-årig mand stoppede ikke sine små sønner, da de kastede rundt med killing

Af
Af Tim Panduro

 

En 56-årig mand fra Hillerød skal mandag for retten i sin hjemby - sigtet for at overtræde Dyreværnsloven. Ifølge anklageskriftet i sagen undlod manden i juli sidste år at stoppe sine to sønner, der dengang var fem og seks år, da de mishandlede en kattekilling. De to drenge havde fanget den 10 uger gamle killing. Katten blev slynget rundt i luften og kastet flere gange ned i en flisegang, så den mistede en tand, fik blødninger fra snuden og fik forskellige småskader. Ifølge anklageskriftet overværede manden mishandlingen uden at gribe ind. Han nægter sig dog skyldig i sigtelserne. Et års fængsel Katten tilhørte en beboer i Østervang, hvor mishandlingen også fandt sted, og hun har krævet erstatning, hvis manden bliver dømt. Anklageren i sagen lægger op til fængselsstraf til den 56-årige. Han er sigtet efter Dyreværnslovens paragraf 28, der har en ramme på op til et års fængsel. Erstatningskravet fremgår ikke af anklageskriftet.

Publiceret 07 September 2006 00:00