LAV JERES EGET BUSSELSKAB!

Hvidovre Avis bragte i sidste uge en oplysning fra borgmesteren, om at ordningen med et nyt trafikselskab, fusionen af HUR og Vestsjælllands og Storestrøms Trafikselskab, vil koste Hvidovre Kommune mindst 6 millioner kroner af kassebeholdningen, hvis busdriften skal bevares på nogenlunde samme niveau. Det værste er faktisk at borgerne ikke får nogle serviceforbedringer for denne ekstra kommunale indbetaling til det nye selskab. Det bliver snarere det modsatte med forhøjede billetpriser og dårligere køreplan med større intervaller i busdriften. Det kan vi allerede se nu. Rødovres borgmester har været på banen med samme kritik, så var det ikke en idè at Vestegnens kommuner gik sammen, og fik etableret et eget busselskab, der kunne klare den lokale kørsel på tværs af vore kommunegrænser? Nu har vi fået et Vestegnens Politi, så kan vi vel også få et busselskab, der kan betjene det store folkerige område, med de mange arbejdspladser og institutioner, på en rimelig facon?. Jeg er sikker på at man vil kunnne gøre det bedre end det nuværende. Godt nytår - og venlig hilsen Børge Jensen.

Publiceret 03 January 2007 10:28