De ældres blad er på gaden

Det første nummer i det nye år af Ældrerådets blad "Ældrerådet orienterer" er nu på gaden. - Da vi ikke har mulighed for at sende bladet til alle borgere over 60 år i Hvidovre kommune, idet loven ikke tillader, at vi får adresserne på borgere, der er fyldt 60 år, har vi valgt at lægge det på de steder, hvor denne gruppe af borgere kommer. Det kan være bibliotekerne, i pensionistforeningerne og i Aktivitetscentret og på Hvidovre Rådhus. Det vil også blive lagt hos de fleste læger i Hvidovre, fortæller redaktør af "Ældrerådet Orienterer", Birthe Mingon. Bladet kan selvfølgelig også hentes i HUSET, Hvidovrevej 253 B, hvor der er åbent mandag og onsdag kl. 10 - 12 og tirsdag kl. 13 - 15. Så har du også mulighed for at hilse på og få en snak. - Denne gang indeholder bladet en omtale af kommende aktiviteter og de muligheder, som Ældrerådet og Det Frivillige Ældreråd tilbyder, Ældre hjælper Ældre, Safaribussen, Nytårsfester og Byens Talerstol, hvor vi får besøg af Hvidovre Kommunes nye sundhedschef, overlæge dr. med. Henri Goldstein, der vil fortælle om Hvidovre Kommunes nye Sundhedscenter, siger Birthe Mingon. Bladet har også en række artikler, der specielt handler om ældre i Hvidovre, om spøgelset "Demens", som Hvidovre Kommunes Demenskoordinator har skrevet med gode råd om denne sygdom. De faste artikler med f.eks. formanden har ordet og Ældrerådet i arbejdstøjet er selvfølgelig også med denne gang.

Publiceret 09 January 2007 15:55