Ingen konklusion

Dansk Badminton Forbund nåede ikke gennem dagsordenen da der skulle evalueres

l BADMINTON: I forgangne weekend var der forbundsmøde i Fredericia. Der er en bestemt tid afsat, hvor man gerne skulle gennem en dagsorden og nå at evaluere den løbende turnering. - Men vi nåede ikke til hverken konklusioner eller nye vedtagelser, fortæller leder i HBC Allan Pedersen. - Der er blevet stillet forslag om at udvide den nuværende turnering med hensyn til ligaen. Men der er ikke foretaget endelige beslutninger, så i den retning er der ikke noget nyt. Om man kan nå det til den kommende sæson eller skal vente til senere er uafklaret. For HBC’s vedkommende skal vi ikke reddes af gong-gongen. Er vi ikke dygtige nok til at spille i den bedste række, må vi rykke ned og arbejde på at vende tilbage, når vi er gode nok til det. Med det hold vi har i dag, burde vi spille i den bedste række, men sådan siger tabellen ikke lige nu og her... - Der blev også diskuteret udlændinge i dansk badminton. Der var to synspunkter; de der ville beholde den nuværende ordning med 3 udlændinge og de, der ville have et ubegrænset antal udlændinge i klubberne. Team Vendsyssel ville have mulighed for at tilknytte alle de udlændinge, de måtte ønske. Her gjorde jeg mig til talsmand for at bibeholde den nuværende ordning. Jeg kan godt forstå, at man i Vendsyssel ikke kan hente danske spillere til klubben. Ingen danske spillere gider rejse derop, så derfor er man nødt til at tilknytte udlændinge. Det kan man også, hvis man har pengene, og det har Team Vendsyssel tilsyneladende... - Men er det til gavn for dansk badminton og den fødekæde, vi arbejder med? - Hvis man vil udvide den danske liga for at tilgodese og udvikle de danske spillere, hænger det ikke sammen med et ubegrænset antal udlændinge i dansk badminton...eb

Publiceret 09 January 2007 15:55