Velværet bliver markant bedre af at komme ud i det fri om vinteren.

Velværet bliver markant bedre af at komme ud i det fri om vinteren.

Kom godt gennem vinteren

Det gælder om at få masser af lys og frisk luft om vinteren

Dagene er blevet korte. Det er mørkt, når man står op, og allerede mørkt igen midt på eftermiddagen. For rigtig mange er vinteren den værste tid på året, og de føler sig mere trætte om vinteren end om sommeren. Mange oplever også, at humøret svigter. De begynder at spise mere slik og søde sager, får søvnproblemer og bliver hurtigere irriterede og vrede. Når foråret kommer, forsvinder symptomerne. Sådan går det år efter år, stort set på samme måde. Man regner med, at op imod hver femte voksne dansker lider af vintertræthed. Man skal dog nok først og fremmest opfatte denne form for vintertræthed som et naturligt fænomen. Når det er mørkt og koldt udenfor, er vi tilbøjelige til at blive inden døre. Vi bevæger os ikke så meget som ellers, ligesom vi ikke får det dagslys, som der trods alt er mulighed for, om ikke andet så i weekenden. Alt i alt fører dette til, at vi ikke opbygger den energi, som vi har brug for i hverdagen, og derfor føler vi os mere trætte. Motion og frisk luft Mørket og kulden gør det ikke så oplagt med mange udendørsaktiviteter. Alligevel er det en god ide at sørge for at gå en tur hver dag i den friske luft, også selv om det i første omgang er fysisk trættende. På længere sigt kvikker det op at bevæge sig i det fri. Ikke mindst mange ældre mennesker kommer for lidt udendørs om vinteren, når vejret er dårligt. Det er vigtigt med frisk luft hver dag, og man kan derfor f.eks. planlægge sine indkøb på en sådan måde, at man dagligt kommer ud. Det er også vigtigt med frisk luft inde i huset eller lejligheden. For at undgå indelukkethed skal man lufte ud mindst en gang om dagen i 5 til 10 minutter. Det er nok til, at luften bliver skiftet ud. Spis sundt I den mørke tid er det ekstra vigtigt at spise sundt. Man skal spise varieret og huske at få frisk frugt og grønsager hver dag. Undersøgelser viser, at fisk kan være med til at holde humøret oppe, fordi fiskeolier påvirker hjernens måde at arbejde på. Fisk indeholder også D-vitaminer, som de fleste af os ellers får for lidt af om vinteren. Om sommeren får vi D-vitamin, som dannes i huden, når solen skinner. Hvis man vil være sikker på at få tilstrækkeligt med vitaminer i det hele taget, kan man tage en multivitaminpille i vinterhalvåret. Særligt ældre mennesker og andre, der ikke spiser så meget, kan have god gavn af en vitaminpille i den mørke tid. Men husk også på at frisk luft giver større appetit. For op imod fem pct. af be-folkningen kan vintertrætheden gå over i en egentlig vinterdepression. Derudover er der også mange ellers helt raske mennesker, der får symptomer på grund af lys-mangel, og de bliver trætte og apatiske. Den bedste løs-ning er at få masser af dagslys, og hvis dette ikke er nok, kan mange tilfælde af vinterdepression alligevel behandles uden brug af medicin. Lysterapi er meget ofte tilstrækkeligt. Den kunstige form for dagslys er anerkendt både til at forebygge og behandle vinterdepression og vintertræthed. Undersøgelser viser, at tre ud af fire af dem, som lider af vinterdepression, mærker en forbedring efter at være blevet behandlet med lysterapi. Den rigtige lampe En lampe til lysterapi udsender et kraftigt, hvidt lys, og den kan købes hos isenkræmmere, elinstallatører og stormagasiner. Man må under ingen omstændigheder bruge en tilfældig, kraftig lampe til lysterapi. Lyset skal have samme bølgelængde og farve som almindeligt dagslys, og man skal derfor kun købe en lysterapilampe, som er CE-godkendt. Hvis man har en tendens til øjensygdomme, f.eks. grå stær, bør man for en sikkerheds skyld tale med sin læge, inden man begynder på lysterapi. Men egentlig bevirker lysterapi kun, at man bliver udsat for det samme, som når solen skinner på en sommerdag. Lysterapi virker ved, at lyset gennem øjets nethinde bremser udviklingen af et særligt søvnhormon. For ikke at forstyrre døgnrytmen skal man helst bruge lampen om morgenen mellem en halv og to timer, afhængigt af hvor stort behov, man har. NB! Et lille tip til dig, der har svært ved at komme op om morgenen om vinteren: Monter et tænd- og slukur på en lampe i soveværelset, så lampen tænder en time, før du skal op. Lyset vil påvirke dig, så du nemmere kan vågne, når vækkeuret ringer. (LNB)

Publiceret 09 January 2007 15:55