TAK FOR HJÆLPEN

Trods mine 71 år, har jeg ikke haft noget personligt at gøre med kommunen før nu. Sidst i november fik jeg nyt knæ, og var hjemme igen på tredie dagen. Dagen efter ringede Connie (visitator) til mig, og vi aftalte, at hun kom hjem nogle dage efter for at se, hvad jeg havde brug for. Hun var der en time og havde en del materialer med, jeg kunne studere. Dagen efter ringede jeg hende op, og vi aftalte støvsugning og gulvvask hver 14. dag, indkøbsordning, snerydning og rensning af tagrender og genoptræning. Jeg skal selv betale et symbolsk beløb. Dagen efter ringede indkøbsordningen til mig, og vi aftalte en gang ugentligt, på de dage jeg ønskede, og det fungerer bare så perfekt. Betalingen foregår over min bankkonto først i den følgende måned. Få dage efter var de fra kommunen og rense tagrenderne, sneet har det jo ikke endnu. Der forventer jeg mig ikke for meget. Et par dage efter ringede de fra Strandmarkshave om genoptræning. Der var en fysioterapeut hjemme hos mig. Det var jo helt nyt for dem, da de har overtaget det fra hospitalerne fra 1. januar. Alligevel fik de arrangeret kørsel og fysioterapeuter, så vi fik 4 gange i december, hvor det endnu ikke var deres ansvar. Vi var 6 der startede sammen med to fysioterapeuter, Merete og Susanne. Vi får en halv times opvarmning til festlig musik og en effektiv time i et træningslokale. Det er bare så godt. Jeg glæder mig til det hver gang og ville ønske, der var mere end 8 gange ialt. En stor tak til Strandmarkshave og især til Susanne og Merete, der altid er veloplagte og i godt humør, og er der 100% for os. Venlig hilsen Lili Eriksen Grænsevej 76.

Publiceret 09 January 2007 15:55