Så er det mor der udstiller

Iana Olsen udstiller på Holmegård Bibliotek

Den russisk-danske kunstner Iana Olsen udstiller oliemalerier på Holmegård Bibliotek frem til den 17. februar. Iana har boet i Danmark siden 1999, bl.a. i Hvidovre, er dansk gift og mor til 3-årige Alexander, der udstillede på biblioteket i januar måned. Iana Olsen er født i den russiske videnskabsby Obninsk, ca. 100 km. fra Moskva. Hun har fået sin uddannelse på fødebyens kunstskole, kunstlinien på Gardner Porcelæn Gymnasium og Moskva Universitet, hvor hun afsluttede med en Mastergrad i Kunstkritik med udmærkelse. Senere er hun blevet doktor i børnepædagogik. Efter afhandlingen underviste hun i to år i kunsthistorie og kulturhistorie ved Moskva Universitet. Iana arbejder med utraditionel teknik i oliefarver, men eksperimenterer også med forskellige andre fremgangsmåder. De fleste billeder er malet i Danmark, hvor hun ofte lader sig inspirere af den smukke danske natur. Hendes billeder er solgt i flere lande, bl.a. i Rusland, USA og Danmark. I Danmark har hun udstillet i gallerier, caféer og på en række større arbejdspladser. Læg vejen forbi Holmegård Bibliotek og oplev denne spændende kunstners værker.

Publiceret 07 February 2007 10:07