Af Morten Bak

Af Morten Bak

Grib i egen barm!

At endevende hele polemikken om den globale opvarmning skal man nok lade større kompetencer om, selvom disse konferencedeltagende miljøspecialister også synes at være lodret uenige om vandstande, udryddelse af arter i plante- og dyreriget osv. Men også lokalt i Hvidovre ser man angsten for det massive udslip af CO2 og dets følger. En borger opfordrer på Storm P.-agtig facon borgerne til at opsætte vindmøller på villatagene – selvfølgelig udstyret med lydpotter. Og ikke et ondt ord om dette meget alternative forsøg på at mindske dagligdagens energiforbrug – folk, som er bevidste om det fremtidige liv på kloden, er i højeste grad af sjælden race. Kommunalpolitikere, tekniske instanser og politiske grupper appellerer til Hvidovreborgeren med cyklistuge og ditto en vandsparekampagne, alt sammen i den gode sags tjeneste, og så er det op til borgeren at føre disse ud i livet – så samvittigheden ved at tilføre nye og sunde miljøafgiftbetalende borgere til kommunen giver god mening. Men følger kommunen selv disse opfordringer til miljørigtig opførsel? At Fru Hansen skærer fem minutter af badetiden bidrager, især hvis alle Hansen'er følger den meget selvfølgelige miljøspareplan på borgerniveau. Men denne akt kunne blive til mere end en dråbe i drikkevandet, hvis man fra kommunal side også tog teten i praksis – ved eksempelvis at udskifte, rerparere og føre jævnlige tilsyn i de offentlige baderum. Mange steder, på grund af ringe vedligeholdelse, pumper defekte blandingbatterier tusindevis af liter vand direkte i spildevandsreservoiret i lange nætter og weekender. En borger fra Bavnevej beretter tillige om et meningsløst energiforbrug på Langhøjskolen, hvor ventilations- og varmeanlæg "buldrer" derudaf f.eks i sommerferien, hvor skolen er lukket! Et kodeks for beskyttelse af miljøet burde være uskreven. Men når en kampagne til borgerne så ses skreven – glemmer man så at gribe i egen barm!

Publiceret 21 February 2007 09:58