Mikkel Ebdrup stod for den røde næse, da han heroisk kæmpede sin kamp, som han desværre tabte, men ikke uden sværdslag.

Mikkel Ebdrup stod for den røde næse, da han heroisk kæmpede sin kamp, som han desværre tabte, men ikke uden sværdslag.

Røde lygter og røde næser

Hvidovre Bokseklubs dinnerstævne bød på det hele

l BOKSNING: Der var udsolgt til fredagens og Hvidovre Bokseklubs dinnerstævne, og der var fint besøg. Den tidligere Europamester Hans Henrik Palm havde fået følgeskab af topbokseren Thomas Damgaard og træner Paul Duvill, og de skulle se Hans Henrik Palms søn; David Palm i kamp. Stævnet blev fint med mange gode og dramatiske kampe. - Vi er meget tilfreds med selve afviklingen af stævnet, lød det fra bokseformand Johan Kimose Frandsen efterfølgende. - Der var en fin stemning, gæsterne var glade og det sportslige var i orden. Chris Holm Nielsen lagde for med en brav indsats mod en modstander, der vejede 8 kg mere, men det slog ikke Chris ud. Han boksede uhyre klogt og velovervejet, og kan han gøre det hver gang, kan han blive rigtig god. En sikker sejr... - Vores 2.19 m lange bokser Morten Poulsen havde heller ikke problemer. Han mødte en bokser fra Randers, der kun fik 30 sekunders optræden. Så var han knock-outet, og det var Morten Poulsens tredje knock-out på stribe af tre mulige, så han skal nok blive svær at finde modstandere til fremover. Hvem tør dog møde ham? - Lene Maria Vikke har holdt to års pause og vendte tilbage til ringen med succes. Hun vandt over en god bokser fra Græsted. Patrick Bade deltog i en jævn og lige kamp, der kunne gå til hver sin side. Denne gang faldt afgørelsen ud til Hvidovrebokserens fordel. Herefter begyndte dramatikken. Mikkel Ebdrup, som er en af de hårdeste drenge, jeg nogen sinde har haft, boksede en vis legemsdel ud af bukserne. Han er inde i militæret, og har derfor ikke den træning i kroppen, han skal have, men han ville i ringen alligevel, og han gav alt. Han var oppe mod en god bokser fra Team Bredahl, som han tidligere har besejret i en tæt kamp, men denne gang gik det ikke. Blodet flød, og Mikkel havde svært ved at se ud af øjnene. Han tabte, og det skal ses i lyset af manglende træning. Til gengæld viste han masser af mod og gejst... - David Palm var næste mand i ringen, og det gik også fint. Han har ikke samme stil som sin far, men der er masser af talent. Han var dejlig aggressiv fra første færd, og stoppede sin modstander i første omgang. En bokser med stort potentiale, som bare skal udvikles. Det var da også rart at se, at både hans far og andre fulgte hans kamp... - Ali Hussein var oppe mod rutinen i sin kamp. Men han fulgte det taktiske oplæg og vandt en sikker sejr. Jannie Fjordager, der er sjællandsk mester, mødte den sjællandske juniormester, men det var ikke noget problem. Jannie udboksede sin modstander og vandt sikkert. Vi sluttede af med endnu et drama, da Asbjørn Thyssing var i ringen mod Sammy Quasim fra Københavns Bokseskole. Han fik nogle alvorlige klø og måtte tage tælling flere gange. Undervejs brød kamplederen ind og dikterede stop, men her havde Asbjørn fyret et stød af. Det ramte selvfølgelig, og Sammy lod sig falde. Han "kunne" ikke bokse mere, så dommeren var nødt til at diskvalificere Asbjørn. Det var meget usportsligt af Sammy Quasim, der ikke var i nærheden af en sejr og heller ikke var hårdt ramt for den sags skyld. Tilskuerne var rasende, men dommeren havde intet valg, da slaget var slået, efter han havde dikteret stop...eb

Publiceret 21 February 2007 09:58