Ungdom underviste ungdom

Hvidovre Attack Floorball Club på gæstebesøg hos fritidshjemmene

l FLOORBALL: I forbindelse med Fritidshjemmenes årlige floorball-turnering i Frihedens Idrætscenter gæstede Hvidovre Attack Floorball Club med medlemmer fra deres ungdomsafdeling. Først spillede alle de tilmeldte Fritidshjem alle deres turneringskampe, hvor både drenge og piger spillede nogle flotte kampe og kæmpede til sidste dommerfløjt. Alle kampe blev dømt af ungdomsspillere fra Hvidovre Attack Floorball Club, som sørgede for at kampene blev spillet efter reglerne og med fair-play. Efter en velfortjent spisepause, spillede Hvidovre Attack's undomsspillere en opvisningskamp med fine detaljer og smarte tricks. Senere viste Attack spillerne, hvordan et straffeslag skal skydes, og derefter fik alle deltagerne fra Fritidshjemmene mulighed for at skyde straffeslag. Til sidst delte Hvidovre Attack Floorball Club fribilletter ud til alle deltagerne, som hermed har mulighed for at se 1. holdet spille turneringskamp med Jægerspris lørdag den 24. februar kl. 14.45 i Avedøre Idrætscenter.

Publiceret 21 February 2007 09:58