75 lærere har sagt op siden sommerferien

Kun 20 er gået på pension - Sønderkærskolen alene har mistet 1/3 af lærerstaben

Siden sommerferien har Hvidovres skoleelever sagt "goddag og velkommen" til intet mindre end 75 nye skolelærere. Det er ikke fordi, der er kommet flere lærere på skolerne. Det drejer sig simpelthen om, at 75 lærere af den ene eller den anden årsag har sagt deres job op. Heraf er ca. 20 lærere gået på pension, fortæller formanden for Hvidovre Lærerforening, Flemming Ernst. 55 lærere har - udover pensionisterne - sagt deres stilling op. Det svarer til et gennemsnit på 5,5 lærer pr. folkeskole. Er lærerne utilfredse med at være lærere i Hvidovre Kommune? - Det er da klart, at nogen har ment, at de kunnne få et bedre job et andet sted, men der kan være mange årsager til, at lærerne har søgt andre veje, siger Flemming Ernst. Fakta er dog, at specielt Sønderkærskolen - som i nogen tid har haft "uro" på lærerværelset, hvilket flere gange har været til debat i Hvidovre Avis - har mistet 1/3 af lærerstaben siden sommerferien. Hvilke årsager kan der ellers være til, at lærerne skifter job? - Vi har generelt det problem, at man ikke længere har en såkaldt "stedtillægsordning". Det vil sige, at man ikke - som man gjorde engang - fik mere i løn, hvis man var lærer i København end hvis man var lærer i Nordjylland. Jeg er stor fortaler for, at dét tillæg skal genindføres... Hvorfor? - Fordi lærerne ikke har råd til at bo i en by som Hvidovre, hvor huspriserne er så høje. Og når lærerne flytter væk fra hovedstadsområdet, skifter de job, fordi de vil bo tættere på deres arbejdsplads. En ældre lærer er måske nok etableret på boligmarkedet, men en nyuddannet lærer, som stifter hjem i de samme år, som de kommer ud på arbejdsmarkedet, har ikke råd til at købe et hus nær Hovedstaden på en beskeden startløn, siger Flemming Ernst. Han nævner også den lukrative jobsituation som værende en årsag. - Min generation af lærere har ikke kunnet vælge og vrage mellem jobs. I 80'erne og op gennem 90'erne var der ikke mange jobs at få. Men lige nu er der rigtig mange, og det betyder, at de yngre lærere ser deres snit til at prøve noget nyt ret hurtigt. Den nye generation er heller ikke så tilbøjelig til at blive det samme sted i 30 år, som min generation har været, mener Ernst. Men der er også andre - alvorlige - årsager til, at lærerne forsvinder fra Hvidovreskolerne. - Vi ser desværre, at lærerne går ned rent psykisk. Det er ikke et speielt problem for Hvidovre, men problemet er til gengæld heller ikke mindre i Hvidovre end andre steder. Vi skal blive bedre til at støtte vores lærere og hjælpe de nye lærere - både i foreningen og på skolerne. Mange nyuddannede lærere får et chok, når de opdager, hvordan det er at undervise. De oplever stort set kun teori på seminariet og får et kulturchok, når de kommer i arbejde. Pludselig skal de forholde sig til forældresamarbejde, den store administrative arbejdsbyrde - og den omfattende mødevirksomhed kommer bag på mange lærere, forklarer formanden. På skolerne kompenserer man for lærermanglen med bl.a. fastansatte lærervikarer. Opgørelsen viser, at man på 8 skoler har 17 lærervikarer lige nu. De fleste er dog flerårsstuderende, som er igang med at læse på seminariet. Situationen med lærermangel underbygges af statistikken: Hvidovre Lærerforening har kun ét arbejdsløst medlem i øjeblikket...ark

Publiceret 28 November 2007 09:55