-Jeg kommer til at savne kunderne, men jeg glæder mig til at holde fri, siger Bente Nygaard.

-Jeg kommer til at savne kunderne, men jeg glæder mig til at holde fri, siger Bente Nygaard.

Får mere tid med børnebørnene

Reception på næste torsdag den 6. december kl. 15.00-18.00

Forudsætningen for et godt og spændende arbejdsliv lå lige for Bente Nygaards fødder, dengang hun var udlært fra den respektable Københavns Handelsbank og blev tilbudt job i Jyske Bank. Og et spændende bankliv er det så sandelig også blevet til. Men nu siger 57 årige Bente Nygaard farvel og tak - efter 24 år med kunder i Hvidovre. Bente Nygaard blev uddannet i Københavns Handelsbank og flyttede til Hvidovre nogle år senere. Efter et aktionærmøde på hendes mands arbejdsplads, Jyske Bank, fik Bente Nygaard øjnene op for "opkomlingen" - og blev tilbudt job som souschef, men takkede i første omgang nej. Da tilbuddet så kom igen, var fristelsen for stor til at prøve kræfter med den anderledes bank - og kimen var lagt til det næsten kvarte århundrede i Jyske Banks Hvidovrefilial. - Der er kortere til toppen i Jyske Bank end andre steder, så det var en spændende bank at komme til. Og det er stadig en spændende og utraditionel bank, se bare på den nye indretning med vores cafémiljø og åbne landskab, siger Bente Nygaard i et stille øjeblik - et af dagens sjældne - i mødelokalet på 1. sal, hvor mødebordet står side om side med bordfodboldspillet. Hun blev således midt i 80'erne udnævnt til filialens afdelingsleder - en stilling, hun bestred i 10 år, indtil hun selv sagde stop. - Jeg savnede at have mere kundekontakt. Jeg er aldrig gået efter prestigen, men efter hvad jeg har lyst til at arbejde med, siger hun. Og kunder har hun i hvert fald haft nok af. 80% af kunderne har været over Bente Nygaards skrivebord. Det være sig private såvel som erhvervskunder. - Jeg har været med på sidelinien ved rigtig mange familiebegivenheder - givet råd om pengesager i alt fra dødsfald til det første huskøb. Det har været rigtig spændende - ligesom erhvervskunderne står mig meget nær... Du kunne ikke have nøjes med at gå ned på deltid? - Jeg har altid været dybt engageret i mit arbejde og ville føle, jeg ikke kunne følge det til dørs, hvis jeg gik ned på deltid. Jeg ville ikke kunne lægge det væk - og så er man jo alligevel næsten fuldtidsansat. Nej, det ville ikke have været en løsning, siger Bente Nygaard med en hovedrysten. Du er ikke så gammel... Hvad skal tiden bruges på nu? - Jeg føler, at jeg har været i Jyske Bank hele tiden, så jeg tager helt sikkert fri et år. Det er et STORT skridt for mig at sige mit job op, men det har de fleste vist forståelse for. Mine børnebørn - to piger på 3 og 8 år - er vigtige årsager til min beslutning. Jeg skal være sammen med dem, mens der stadig er tid. Pludselig bliver de for gamle og gider ikke deres bedsteforældre mere... Og jeg er ved at opbygge et fritidsliv, for der skal helt sikkert ske noget. Jeg træner i fitnesscenter. Vi har en lejlighed i Berlin, vi holder af at ligge i telt og vi cykler en del. Syningen skal jeg også tage op igen. Jeg har været med til at danne en syklub, så jeg kan få lidt mere fra hånden end blot børnebørnenes fastelavnstøj. Men ikke mere arbejde? - Måske kommer jeg til at give en hånd med, når min mand - der heller ikke er aktiv på arbejdsmarkedet længere - alligevel sidder med lidt regnskab. Men først og fremmest skal jeg holde jul! Jeg har aldrig prøvet ikke at være på arbejde mellem jul og nytår. Det bliver helt anderledes i år, smiler Bente Nygaard og slutter: - Men jeg kommer til at savne kunderne. Det bliver meget mærkeligt! ark Der er reception på næste torsdag den 6. december kl. 15.00-18.00 for tidligere som nuværende kunder, forretningsforbindelser, venner og bekendte.

Publiceret 28 November 2007 09:56