Flere julearrangementer på Avedøre Bibliotek

December måned er for mange familier en travl og hektisk tid. Avedøre Bibliotek vil gerne invitere børn, forældre, daginstitutioner og barnlige sjæle til en række hyggelige julearrangementer med mulighed for at stresse af og fordybe sig. - Vi indleder julemåneden i morgen torsdag den 29. november, hvor julebøger og musik præsenteres. Vi pynter op i biblioteket og byder jer velkommen med pebernødder og andet mundgodt, fortæller bibliotekar Jette Hussmann. Fra kl. 10.30 til 11.00 læser nissebibliotekaren julehistorier for børnene. Tilmelding er ikke nødvendig - alle er velkomne. Ugen efter, torsdag den 6. december kl. 14.00 -16.00, kommer Hanne Hofman på visit i Juleværkstedet. Hun vil inspirere dig til at flette smukke hjerter og andet julepynt, som du kan tage med hjem eller måske hænge på det flotte juletræ, som står i biblioteket. Juleværkstedet er for alle børn fra 6 år. Du kan hente gratis billetter på dit lokale bibliotek eller på hvidovrebilletten.dk fra den 22. november. Tirsdag den 18. december er der oplæsning af de hyggeligste og bedste julehistorier for de 3-6 årige. Fortæller Lone Skovgaard vil til sidst hygge om dig med en lille julefortælling. Oplæsning og fortælling foregår om formiddagen kl. 9.30 - 10.00. Hent gratis billetter på biblioteket eller på hvidovrebilletten.dk fra den 4. december - Vi ønsker alle velkommen til en glædelig jul på Avedøre Bibliotek i Hjulmagerporten, slutter Jette Hussmann.

Publiceret 28 November 2007 09:56