Der er masser af speed i HIF's unge mandskab. Der mangler bare lidt mere fysik i det defensive spil.

Der er masser af speed i HIF's unge mandskab. Der mangler bare lidt mere fysik i det defensive spil.

Herrerne skal stadig lære

Det er lidt op og ned for HIF’s håndboldherrer, der har det svært defensivt

l HÅNDBOLD: Hvis håndbold blot var en sportsgren, hvor tempo og opfindsomhed i spillet kombineret med det at score mål, var det, man blev målt på, så ville HIF's herrer ligge fint til. Fremadrettet er der ikke mange hold, der kan følge med. Der, hvor det går galt, er, når holdet skal forsvare sig. Her mangler der nogle kg. og rutine, og så er der tærsk i farvandet. Når HIF er blevet læst af de lidt mere massive og tunge hold i 3. division, så sker der ting og sager. Vi så det mod Rørslev og i Roskilde, hvor HIF egentlig er godt med, men hvor det pludselig bliver svært at holde fast. - Man må regne med, at det går op og ned med et forholdsvis ungt mandskab, sammenfatter træner Michael Christiansen. - Vi holder ikke hovedet koldt, når kampene skal lukkes, og så bliver vi bange for at vinde, og spillet dermed krampagtigt med for mange fejl. Det friske tekniske spil, vi næsten altid starter med, ebber stille og roligt ud, når vi får fysisk pres på, og så er vi for lette at vippe af pinden... - De unge spillere er ikke vant til at blive tacklet ned, og der er reelt tale om nedslagtninger, hvor modstanderne tager de udvisninger, det medfører. I Roskilde måtte vi tage 4 spillere ud, som ikke kunne fuldføre kampen på grund af hård medfart. Men det er nogle af de ting, vi må lægge ind under erfaringer, for vi skal fortsat køre på og udvikle spillerne... - Det er vigtig, at vi ikke falder fra hinanden, som vi har oplevet, når det går den forkerte vej. Jeg synes, vi arbejder i den rigtige retning. Vigtigst lige nu og her er, at vi forbedrer vores forsvarsarbejde. Vi har lukket for mange mål ind, og det er her, vi sætter ind nu. Vi forsøger med et offensivt forsvar, og det koster mange kræfter. Vi ved, vi er midt i en proces, og den slags tager tid, og vi er parate til at bruge og investere den tid, der er nødvendig... - Der kommer et par kampe nu mod modstandere, der ligner os, og her burde vi kunne være med hele vejen hjem. Alternativt kunne vi hente nogle af de "pensionerede" forsvarsspillere tilbage for at yde lidt moralsk støtte til de unge, men egentlig er vi mest indstillet på, at den unge linie fortsættes... eb

Publiceret 28 November 2007 09:56