Læg sølvtøjet i bankboksen i juleferien.

Læg sølvtøjet i bankboksen i juleferien.

Indbrudstyve i julehumør

Julen er en travl tid også for indbrudstyvene. Juleaften sker der næsten fem gange så mange indbrud som på et normalt døgn, fortæller Forsikringsoplysningen. Halvdelen af alle danske hjem er på besøg hos den anden halvdel juleaften, og det efterlader masser af boliger og hele områder mennesketomme og lige til at gå til for arbejdsomme indbrudstyve. Tyvene ved også godt, at mange er væk hjemmefra både første og anden juledag, og det giver arbejdsro. Stop tyven Det er umuligt helt at forhindre indbrud, men man kan gøre det svært for tyven at se, om der er nogen hjemme. Først og fremmest skal man selvfølgelig sørge for, at vinduer og døre er lukkede og låst. Boligen ser heller ikke så forladt ud, hvis man sørger for, at der er lys. Man kan bruge et tænd-sluk-ur, eller man kan alliere sig med naboer, der kan tænde og slukke, trække gardiner for og fra, parkere bilen i indkørslen, eventuelt skovle sne og tømme postkasse. Som yderligere sikring kan man opbevare smykker og værdipapirer i bankboks og fotografere eller videofilme sit hjem og især værdifuldt inventar. Negativer/videofilm bør opbevares i bank-boks eller et andet sted, mens digitale billeder kan gemmes på nettet. Det kan også lette en for meget besvær, hvis man brænder en sikkerhedskopi af indholdet på familiens computer og opbevarer den andet sted. Man glemmer ofte, hvor mange nyttige informationer man kun har liggende elektronisk. Endelig bør man for en sikkerheds skyld give naboen et telefonnummer, hvor man kan træffes, hvis noget skulle ske. Vender man hjem fra juleferie og opdager, at man har haft ubudne gæster, skal man hurtigst muligt anmelde indbruddet til politi og forsikringsselskab. Ens indbo- eller familieforsikring, dækker stjålne eller ødelagte private ting, mens skader på huset dækkes af husforsikringen. Indboforsikringen dækker alt, der bliver stjålet, men man bør være opmærksom på, at der er begrænset dækning for bl.a. penge, guld, sølv og smykker. Hvordan man er dækket, vil fremgå af forsikringsbetingelserne. (LNB)

Publiceret 28 November 2007 09:56