Røvere slap afsted med 13.000 kr.

Røveri i Fakta mandag aften

Den nye "Fakta" på Gl. Køge Landevej 258 blev udsat for røveri mandag aften kl. 19.38. To mænd truede en kassedame med et oversavet jagtgevær til at udlevere 13.000 kr. i kontanter. Mens der var kunder i butikken - Fakta lukker kl. 20.00 - gik de to mænd ind. Den ene med jagtgeværet i hånden, den anden holdt tilsyneladende vagt. - Manden med geværet råber på dansk, at "han vil have penge" - og man er af den opfattelse, at det ikke bliver sagt på rent dansk, fortæller vicepolitikommisær Hans Chr. Tonnesen. Manden med geværet beskrives som 185-190 cm. høj, mørke øjne, spinkel, iført sort jakke, sort strikhue og en sort nylonstrømpe trukket ned over hovedet. Denne mand var måske udlænding. Han bar desuden på en gul Netto-pose. Den anden mand var iført en grå fleece-trøje med hætte. Efter røveriet forsvandt begge røvere i ukendt retning. - Vi søger vidner til røveriet eller vidner, som kan have set de to mænd flygte. Derfor må man meget gerne ringe til Københavns Vestegns Politi på tlf. 43861448, slutter Hans Chr. Tonnesen. ark

Publiceret 28 November 2007 09:56