Så er EM holdene klar

Ved curling EM i tyske Füssen i starten af december bliver det to Hvidovre-hold, der repræsenterer de danske farver

l CURLING: Johnny Frederiksens hold med Lars Vilandt, Bo Jensen og Kenneth Hertsdahl vandt overbevisende mændenes kvalifikationsturnering. Så overbevisende endda, at de end ikke behøvede at spille finaler, da de var fire sejre bedre end den nærmeste modstander efter de indledende runder. Med sig til EM har de Mikkel Poulsen som reserve og Ulrik Schmidt som træner. Hos damerne er der i Danmark pt. kun to hold. Til gengæld er konkurrencen hård, og mange af kampene er blevet afgjort på allersidste sten. Damerne har spillet bedst af ni for at finde vinderen, men kun seks kampe blev nødvendigt. Efter nederlag i den første kamp mod Tårnbys Angelina Jensen styrede Hvidovres Lene Nielsen slagets gang og vandt fem kampe i træk, og skal dermed til EM i december. Holdet består af Lene Nielsen, Helle Simonsen, Camilla Jørgensen, Maria Poulsen, Jeanne Ellegaard som reserve og Lasse Lavrsen som træner. De to Hvidovre-hold skal i aktion fra den 1. december til den 8. december. Hvis man gerne vil se curling i fjernsynet, sender Eurosport dagligt fra EM.

Publiceret 28 November 2007 09:56