JEG ER KOMMET UNDER ADMINISTRATION

- og er frataget alle mine rettigheder som borger, skriver TIM CHRISTIANSEN:

Har vi i det hele taget nogle rettigheder som borgere i kommunen, når man, som jeg, er sat under administration, og er "banket helt ned"? Jeg bliver totalt ignoreret som menneske, tilsidesat med en ligegyldighed der grænser til det uvirkelige, er fuldstændig umyndiggjort og nedværdiget af den kvindelige chef for ydelsesafdelingen på rådhuset. Jeg er en bistandsklient, og det er kommunen, der "styrer" mine penge. Man fortæller mig, at jeg overhovedet ikke har noget at skulle have sagt; - heller ikke når jeg, efter en grundig gennemgang, finder klare uregelmæssigheder omkring de beløb, der er blevet trukket hver måned. Der sker intet, når jeg beder om en forklaring. Heller ikke chefen har lyst til at besvare mine meget simple spørgsmål, og nægter også at mødes med mig omkring de forkerte fradrag. Jeg er den type, hun ikke vil tale med... Hvad gør man, når chefen sådan totalt ignorerer mig? Det er trods alt mine penge det handler om. Hendes manglede svar siger mig, at der er noget galt med regnskaberne, så jeg henvender mig til vores borgmester Milton Graff Pedersen. Men heller ikke han kan give mig svar på mine tre simple spørgsmål. Hvad gør man så?, - det var jo øverste trin på rådhuset, men ingen reaktion, ingen forklaring eller fornuftig respons. Det kan da ikke være rigtigt, at en borger der har boet i kommunen i over 50 år, skal behandles så dårligt og bestemt ikke efter reglerne. At henvende sig til Hvidovre Kommune er som at "slå i en dyne". Jeg vil gerne høre fra andre, der er havnet i samme situation som mig. Med venlig hilsen Tim Christiansen, Arn. Nielsens Blv. 40. --- ( Redaktionen har tilbageholdt navnet på lederen af den pågældende afdeling).

Publiceret 28 November 2007 09:56