19 får julehjælp

- Det skal ikke skjules, at vi blev noget chokeret over at så forholdsvis mange enlige mødre med flere børn lever på et absolut eksistensminimum og langt under fattigdomsgrænsen, - og flere familier er endda også plaget af sygdom, siger Bente Skovlund Bjerregaard fra Hvidovre Lions Clubs julehjælpsudvalg. Efter vurdering af de indsendte ansøgninger, har Lions besluttet, at yde hjælp i form af en stor julepose med varer for omkring 600 kr. til 19 familier i Hvidovre. Og man er sikker på at hjælpen kommer de rigtige i hænde, idet ansøgerne - foruden oplysninger om familieforhold - har måttet medsende forskudsopgørelse, og så godt som alle må leve for en årsindtægt før skat og husleje m.v. på mellem 120.000 og 150.000 kr. De pågældende får besked direkte fra Lions, idet juleposen skal afhentes den 19. december. Lions julehjælp kommer fra indsamlede midler, bl.a fra salget af Hvidovres lokale julemærke.

Publiceret 05 December 2007 09:53