Sådan kommer det til at se ud. De tre vindmøller er her

Sådan kommer det til at se ud. De tre vindmøller er her "sat ind" på et luftfoto over området.

Hvidovre på verdenskortet

Tre enorme vindmøller og en energimæssig totalrenovering af Store Hus skal give Hvidovre en central position til FN's klimatopmøde i København i 2009

l Kampen mod klimaændringer har maksimal politisk bevågenhed verden over. Danmark kan derfor forvente at komme i centrum for den samlede verdenspresse, når København i november og december 2009 er vært for FN's afgørende klimatopmøde, hvor en ny Kyoto-aftale skal falde på plads. Der forventes over 10.000 deltagere fra hele verden til det betydningsfulde FN-topmøde, som bliver det vigtigste siden Kyoto-mødet i 1997. Nu tyder meget på, at to visionære energimæssige tiltag vil give Hvidovre en unik central og markant position, når verdenspressen leder efter danske vinkler på topmødet . Tre enorme vindmøller placeret i vandkanten vest for Avedøreværket på Avedøre Holme samt en omfattende ombygning af Store Hus til Danmarks største "solhus", skal gøre Hvidovre til et attraktivt udstillingsvindue for dansk miljø- og energiteknologi. Det er hensigten, at de tre vindmøller - som i højden til øverste vingespids vil blive op til omkring 150 meter - skal erstatte en del af de eksisterende vindmøller på Avedøre Holme. I forvejen er der på Avedøre Holme placeret to gode eksempler på den allerbedste danske kraftværks- og kraftvarmeteknologi. Med de tre nye vindmøller - hvoraf den ene skal udbydes på "folkeaktier" til Hvidovres borgere - kommer området til at repræsentere det bedste af Danmarks energiteknologi og Avedøre Holme bliver oplagt stedet, som kan vises frem til inspiration for medierne og de mange topmødedeltagere. Den omfattende ombygning af Store Hus i Avedøre Stationsby til Danmarks største energirigtige "solhus" skal være et eksempel på en energirigtig ombygning, hvor indpasning af vedvarende energi spiller en væsentlig rolle for byggeriets energimæssige renovering. Et enormt solvarmeanlæg forventes at kunne dække op til 95 procent af de 450 husstandes varmeforbrug i seks måneder om året. Inspiration Vindmøllerne bliver så markante, at de forventes at kunne fremstå som det vartegn for topmødet, som deltagere, medier og observatører ser fra deres fly på vej til mødet i København. Med transformationen fra Store Hus til Solhus følger en række ændringer i den eksisterende arkitektur og signalværdi. Store Hus kommer til at fremstå som Vestegnens enerigirigtige "vagttårn", som ligeledes vil inspirere de mange topmødedeltagere. - Danmark har i dag solid international anerkendelse, ikke mindst på grund af de danske førerpositioner inden for bl.a. vindenergi og energieffektivitet. Værtskabet er derfor en enestående mulighed for at brande Danmark og for at vise verden, hvad vi kan. Det kan blive et fremragende udstillingsvindue for danske virksomheder og dermed en platform for øget eksport og nye udenlandske investeringer. Samtidig vil det være en ekstraordinær chance for hovedstadsområdet til at profilere sig overfor de mange internationale gæster, siger klimaminister Connie Hedegaard (K)... oas Læs også side 3 i 1. sek.

Publiceret 05 December 2007 09:53