Tina Røbel.

Tina Røbel.

"Medarbejdernes trivsel ligger mig meget på sinde"

Tina Røbel er ny filialdirektør i Nordea Hvidovre Station

- Hold da op et venligt sted! Det var Tina Røbels umiddelbare reaktion efter at være blevet introduceret for en del af sit netværk i Hvidovre. Tina Røbel er Nordeas nye filialdirektør i Hvidovre Station-afdelingen efter Søren Ringø, som fornylig valgte at søge nye udfordringer indenfor Nordeas eget regi. Og det var netop Søren Ringø, der tog Tina Røbel med til tidligere borgmester Britta Christensens afskedsreception, hvor en rigtig stor del af den nye direktørs netværk var at finde. - Alle har taget så godt imod mig, især mine medarbejdere i Hvidovre Station-afdelingen. Jeg har været vant til selv at skulle opsøge et nyt netværk, når jeg er startet et nyt sted, men i Hvidovre er det sket så naturligt og med megen imødekommenhed. Alle har forbindelse til hinanden, ser det ud til, smiler den 42 årige Røbel. Hun har arbejdet knap 23 år i Nordea, men altid været ansat i filialer i København. Således var hendes første lederjob på Østerbro, sidenhen Nørrebro og Amager. - I København er kunderne meget mere pendlere i en bank, hvor jeg kan mærke, at man i Hvidovre "hører hjemme". Uden det skal lyde negativt overfor København - for her har jeg fået "hår på brystet" - så føles det mere nærværende at arbejde i et lokalområde som Amager og nu Hvidovre, siger filialdirektøren, der i øvrigt også er bankrådsansvarlig og ansvarlig for områdets samarbejde med Danbolig. Hun er faldet godt til de sidste 5 uger. "Og det har noget at gøre med de mennesker, der er i filialen", som hun siger. Og netop "de mennesker" - personalet - er omdrejningspunktet for den nye leder. Hun er merkonom i personaleadministration og har uddannet sig til NLP Coach. Hele træningen med den menneskelige udvikling ligger Tina Røbel meget på sinde. - Hvis du har nogle medarbejdere, der er glade og stolte - som dem i Hvidovre - smitter det af. Jeg er af den overbevisning, at personalets trivsel hænger sammen med bundlinien. Hvis man har en arbejdskultur, som er konstruktiv, hvor man bliver lyttet på, bliver anerkendt og tager ansvar, så er fundamentet i orden. Og når fundamentet er i orden, har rådgiverne overskud til at hjæpe kunderne. I Hvidovre er man gode til at hjælpe hinanden - også på tværs af filialerne. Vilkårerne er gode i Nordea. Tingene fungerer. Men det er de enkelte mennesker, der skal fylde rollerne ud... Hun er også bevidst om, at ingen af Hvidovre Stations rådgivere ville kunne arbejde på et lukket kontor. - Man bliver rådgiver, fordi man gerne vil det nære. Relationerne. Mine rådgivere sætter pris på at lære kunderne at kende. Det betyder noget, at man har sin egen portefølje og ikke bare tager det "første og bedste møde", siger Tina Røbel, som også har sine egne kunder - dog ikke så mange som rådgiverne. Og så søger hun i øvrigt en ny medarbejder til sit rådgivningsteam netop nu. Tina Røbel er gift med Allan Laursen, der er selvstændig erhvervsdrivende og driver skolerne "Sputnik", der rummer elever med særlige behov for et udviklingsorienteret miljø. Sammen har de datteren Ayoe (9) og sønnen Paw (6) og Tina Røbel har en bonussøn, Silas på 9 år. ark

Publiceret 05 December 2007 09:53