Find en motionsmakker

Sundhedscentret lancerer et nyt tiltag: Motionsdating!

l Ved du allerede nu, at dit nytårsfortsæt kommer til at handle om rygestop, mere motion og færre kilo på sidebenene, er der god støtte at hente i SundhedsCentret. Gratis rygestopkurser har kørt i efteråret, og nye hold starter igen i januar. Som noget nyt tilbyder SundhedsCentret nu også at hjælpe med at finde andre at motionere med. - For mange er det både sjovere og mere forpligtende at motionere, når det foregår sammen med andre, og derfor tilbyder vi fra januar dét, vi kalder motionsdating, fortæller sygeplejerske Mette Gølnitz fra SundhedsCentret. - Hvis man mangler en at gå ture med, en cykleven eller en løbemakker, kan man melde ind til os og beskrive, hvor meget og hvordan man ønsker at motionere, og så forsøger vi at matche de henvendelser, vi får. SundhedsCentret holder informationsmøde om motionsdating i slutningen af januar, men allerede nu kan man kontakte centret, hvis man vil skrives op som motionsmakker. red

Publiceret 12 December 2007 12:22