Milton Graff Petersen karrikatur (Torben Tegner Christensen)

Milton Graff Petersen karrikatur (Torben Tegner Christensen)

Jul i Vestvolden (2)

Af
Af Viggo "Nissegaard"

I tiltro til at Drillenissens mission ville lykkes, var nisserne begyndt at pynte op til jul. De klippede og klistrede, flettede stjerner og hjerter, så det var en fornøjelse. Nissefar havde tændt op i komfuret og gnisterne sprang lystigt ud på gulvet, når han åbnede lågen for at lægge brænde på. Køkkenbordet flød med honningkager, julekage og småkager af den fineste slags: Rutebiler, vaniljekranse, jødekager og smukt svungne klejner. På komfuret stod der en kæmpestor pande med fint formede karbonader. Det spruttede og sydede. I ovnen kunne man skimte tarteletter. Nissefar havde lagt en fiffig plan. "Plingeling" udbrød han glad, for det havde han hørt Poul gå og sige igen og igen, når han vandrede på volden - og det var klogt sagt! Nede på Lokalavisen sad Mads og baksede med ugens kommentar. Endnu havde han ikke fundet den rette angrebsvinkel mod Primus Motor og hans bevægelse, men det var kun et spørgsmål om tid. I mellemtiden kastede han sig med livsforagt i kødet på landets egentlige konge, som her op under jul havde fået en pludselig indskydelse: Det skulle være forbudt at ryge tobak på eget domæne. Pennen gnistrede. Ordene fik pludselig nyt liv, mens Mads griflede og memorerede arrigt. Løftede så pennen for at sætte det sidste punktum. "Bingo" udbrød han tilfreds, idet han omhyggeligt puttede brevet i konvolutten, slikkede på frimærket og satte det lidt på skrå. Det var nemlig rygtedes ude i byen, at landets konge led af Skjold-Hansen syndromet - opkaldt efter den stridbare sagfører i "Matador", der blev så blid og føjelig efter sit rystende møde med modstandsbevægelsen i 1945. Nu havde landets konge netop overstået sit møde med folket, og nu gjaldt det om at være taktisk og udnytte den nye kong Anders. Her i denne søde juletid måtte hans hjerte briste ved synet af den diskrete skråsatte kærlighedserklæring. Jovist! Mads skrev resolut på konvolutten: Til kong Anders, Christiansborg. Imens nærmede Drillenissen sig Bykongens residens. Nissen havde jo unægtelig den fordel, at ingen kunne se ham, og det betød, at han kunne sætte ind med et bagholdsangreb når som helst. Drillenissen var nået hen til det allerhelligste, greb håndtaget, åbnede døren og kiggede nysgerrigt ind. Der sad Bykongen i al sin majestætiske ensomhed omgivet af papirdynger. Skufferne var trukket ud og overalt lå der stakkevis af papirer. Nu skulle der ryddes op i junglen. "Pist" gentog han mekanisk hver gang et dokument dalede ned i papirkurven. Drillenissen hoppede op i et af skufferne. Derpå en anden, en tredje og en fjerde. Til sidst var der kun én skuffe tilbage. Drillenissen gravede sig ned i dokumenterne og fandt det, han søgte: Dokumentet med tilladelsen til at jævne Vestvolden med jorden med Bykongens hånd og segl. Drillenissen tog sin lille saks frem og klippede seglet ud af dokumentet. Lyden fra saksen fik et øjeblik Bykongen til at virre med hovedet, men der skulle mere end lyden fra en saks til at bringe ham ud af papirjunglen. "Pist" udbrød han og lod endnu et ark dale ned i papirkurven. Nede på Lokalavisen havde Mads fundet fjendens svage flanke. Primus Motor skulle få af samme mønt, som han selv havde iværksat. Mads ville alliere sig med Poul i en modbevægelse og sammen skulle de gå til kamp. Mads greb knoglen og drejede Pouls nummer. "Plingeling", lød det fra den anden ende af røret, og så vidste Mads, han havde fat i den rette. "Bingo" svarede Mads, idet han strøg en tændstik mod svovlet og tændte en havaneser. De sammensvorne lagde planer! Næste uge: Lykkes det for de sammensvorne at komme Primus Motor og Bykongen i forkøbet? Og vil hjertet løbe af med den nye kong Anders?

Mads igang med brevet til Kong Anders. (Torben Tegner Christensen)

Mads igang med brevet til Kong Anders. (Torben Tegner Christensen)


Viggo Nørgaard Nielsen Skribent Hvidovre Avis

Viggo Nørgaard Nielsen Skribent Hvidovre Avis


Publiceret 12 December 2007 12:22