Forældre, personale og andre pårørende deltog i en demonstration på rådhuset i sidste uge.

Forældre, personale og andre pårørende deltog i en demonstration på rådhuset i sidste uge.

"Vi måtte læse om lukningen"

- Reelt fik vi ikke personligt besked fra Hvidovre Kommune om, at Skolestien skulle lukke før fredag - på mail, siger børnehavens personale

Halvdagsbørnehaven Skolestien skal lukkes til sommer, og de 4 ansatte pædagoger mister deres arbejde. Det besluttede byrådet tirsdag i sidste uge. Men lukningen kunne pædagogerne læse om i Hvidovre Avis i onsdags. Hvidovre Kommune kontaktede hverken personale eller forældre - før fredag. Da Hvidovre Avis besøgte Skolestien fredag formiddag, havde man endnu ikke fået besked fra forvaltningen eller politikerne om, at man til sommer vil lukke Skolestien. Først da computeren blev åbnet, mens Hvidovre Avis var tilstede, viste det sig, at Socialforvaltningen havde sendt en mail til institutionen torsdag aften kl. 17.04 (efter institutionens lukketid kl.15.30 -red ), hvori den konstituerede socialdirektør og chefen for daginstitutionsafdelingen konstaterede, at lukningen til sommer er en realitet. - Vi synes, det er for ringe. Havde vi arbejdet i et privat firma, var man blevet orienteret på en helt anden måde. Og ikke med flere dages forsinkelse. Man vidste vel, hvor det bar hen af, så man kunne vel have konstrueret et brev på forhånd - eller være mødt op - så vi havde fået beskeden allerede onsdag morgen og på en ordentlig måde. Det er trods alt folks job, vi taler om, siger souschef Karen Overskov. Hun forstår heller ikke, hvorfor man ikke personligt er mødt op, når forvaltningen den 5. november - da det var en realitet, at institutionen var lukningstruet - dengang personligt troppede op i Skolestien for at overbringe nyheden. Og dagen efter ringede for at spørge personalet, "hvordan de havde det". - Personalet er meget frustrerede over lukningen. Vi synes jo, at vi har et lille hyggeligt sted. Ikke bare fysisk, men vi er også en lille tæt gruppe på 4 fastansatte og 20 børn. Vi er et tilbud til børn med specielle behov. Børn, som måske ikke er faldet til i andre institutioner, men som trives helt fint her hos os, fordi der er mere ro og mere intimitet. Og vores personalegruppe er meget stabile. Det er sjældent, vi har sygdom, siger Karen Overskov, der bakkes op af en ansat, der "bestemt ikke vil placeres hvor som helst i et nyt job". Socialforvaltningen lægger i et brev til forældrene op til, at de efter nytår vil blive kontaktet, og man vil lytte til, hvilken institution forældrene ønsker. Derefter "vil man gøre, hvad man kan for at imødekomme ét ud af tre ønsker". Hvidovre Avis har været i kontakt med socialudvalgsformand Helle Adelborg, der gerne vil komme med et svar til det ansatte personale, men også gerne vil høre om sagen fra forvaltningens side, inden det sker - og det har desværre ikke kunnet lade sig gøre inden redaktionens deadline. ark

Publiceret 19 December 2007 09:33