Ekspertisen findes i Hvidovre

Kulturarvsstyrelsen har engageret Historiens Hus til at koordinere landsdækkende projekt

l Hvidovres ekspertviden om velfærdssamfundets historier og udtryksformer skal bruges aktivt til Bygningskulturens Dag 2008 . Kulturarvsstyrelsen har netop engageret Historiens Hus i Hvidovre til at arrangere og koordinere Bygningskulturens Dag den 13.-14. september. Desuden har Historiens Hus fået til opgave at udarbejde årets temahæfte - og det er der bestemt en god årsag til: Bygningskulturens Dag har nemlig fokus på bygninger og bygningskultur og til efteråret kredser temaet om velfærdssamfundets bygninger 1950-1980. - Hvidovre har selv haft fokus på velfærdssamfundets bygninger i sit kulturarvskommuneprojekt, lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturarvsstyrelsen som begrundelse for, at valget faldt på Historiens Hus, da dette års arrangør skulle findes... Museer, virksomheder, kommuner, foreninger og uddannelsesinstitutioner over hele landet har allerede nu meldt sig til at markere Bygningskulturens Dag og Historiens Hus i Hvidovre får travlt. Man skal således i den kommende periode have kontakt med og vejlede de mange aktører over hele Danmark. Den anden weekend i september vil man - i Hvidovre som i resten af landet - kunne opleve byvandringer, rundvisninger, foredrag, udstillinger, konkurrencer og meget mere. Man kan også få et kig ind i bygninger, som ellers er lukkede for offentligheden. Danmark har i 15 år været en del af Bygningskulturens Dag eller "European Heritage Days", som afholdes i flere europæiske lande. oas

Publiceret 13 May 2008 10:46