Ford Focus.

Ford Focus.

Ford Focus

Den nye Ford Focus er kommet ud til forhandlerne, men ved første øjekast er bilen fattig på nyheder. Det ligner mest en ny front med et meget større luftindtag, men det er snyd det hele. Karrosseriet er helt nyt. Kun taget er det samme, og selv om Ford kun kalder Focus 2008 for et facelift, er der i virkeligheden tale om en helt ny model. Mens det ydre er totalt ændret, er der langt mellem nyhederne under bilen. Undervognen er den samme. Gearkasserne er med en enkelt undtagelse uændrede, og her kan vi godt forstå Fords uvilje mod modelændringer. Focus er en meget velkørende bil, og hvis ikke man kan gøre bilen bedre med et par ændringer, er der ingen grund til at pille ved en succes. Der er også kommet ny kabine i Focus. Der er bedre materialer og ny instrumentering, men den bedste nyhed for Focus ligger gemt i dieselmotorerne. Ford har forbedret de to 1,6 liters dieselmotorer med 90 eller 109 hk. Med ændret motorstyring, nye oliepumper og brug af nye letløbsolier kommer vi op på 22,2 kilometer på en liter dieselolie, og det er uhørt mange kilometer for en bil i Focus-klassen. Benzinmotorerne i Focus kører uændret videre, men Ford har mere spændende nyt på vej til Focus. En helt ny 6-trins automatkasse, der kan sammenlignes med VW's DSG-kasse, men nyheden kommer i første omgang kun til Focus med 2-liters dieselmotor. Den nye Focus fås til priser fra 215.000 kr. (LNB)

Publiceret 13 May 2008 10:46