Anders Olsen er firer i båden. Han sidder tættest på styrmanden, og er dermed den, der sætter tempo og rytme for de andre roere, Margit Pedersen (ben-amputeret), Lene van der Keur (synshandicappet), Kenneth Kronborg (ben-amputeret) og styrmand Lin Gjerding.

Anders Olsen er firer i båden. Han sidder tættest på styrmanden, og er dermed den, der sætter tempo og rytme for de andre roere, Margit Pedersen (ben-amputeret), Lene van der Keur (synshandicappet), Kenneth Kronborg (ben-amputeret) og styrmand Lin Gjerding.

Anders ror for Danmark

Når den danske firer med styrmand lægger fra land ved De Paralympiske Lege i Beijing, er det Anders Olsen, fra Hvidovre, der sætter tempo og rytme

Af
ckb

En godt tolv meter lang båd, to mænd, to kvinder, fire årer med rytmiske og synkrome bevægelser, en styrmand og maksimum 3 minutter og 40 sekunder. - Sådan lyder opskriften på succes i den danske firer med styrmand under det kommende Paralympiske Lege i Beijing i september. I søndags fløj Anders Olsen fra Hvidovre og hans kolleger i fireren med styrmand til Beijing for at gøre Danmark ære. - Vores mål er helt klart en plads i A-finalen. Men hvis du spørger om medaljer, så er det straks en helt anden snak. Tyskland, England og Canada er rigtig stærke - det er lige før, de har det på programmet i folkeskolen, siger han og smiler ved tanken. - Men i virkeligheden er vi vel syv hold, der ligger meget tæt. Så ingen får noget foræret. Så drømmen ligger i, at alt kan ske. Ja, alt kan ske, men under alle omstændigheder skal vi yde en ekstrem indsats, siger Anders Olsen og tilføjer: - Men hvis vi gør vores bedste, vores maksimale uden olympiske nerver, så er vi tilfredse. Træner 9-11 gange Den 27-årig Anders har gennem årene roet i både en firer, otter og dobbeltsculler, før han kom på et otter grandprix-hold. - Vi vandt alt, vi stillede op i. Det var fedt, siger Anders med tydelig tilfredshed i ansigtet. Siden har begyndte i Hvidovre Roklub som 10-11-årig har han haft et par pauser. - Der kom eksempelvis et tidspunkt, hvor det var sjovere at lave noget sammen med kammeraterne end at ligge ude på vandet. Men da de i 2004-2005 spurgte, om jeg ville være med i en ny firer med styrmand - alle med handicap - så begyndte jeg at ro igen, husker Anders. Han var glad for at komme i gang igen, men projektet gik i vasken, indtil en ny træner med egne erfaringer og høje ambitioner, ringede og spurgte Anders, om han ville prøve igen. - Første gang faldt projektet til jorden, fordi bådens medlemmer havde for forskellige ambitioner. Derfor spurgte jeg den nye træner, hvor meget vi skulle træne. Og da svaret lød på syv gange om ugen, sprang jeg til, fortæller Anders energisk. Det har han ikke fortrudt. Heller ikke, at træningsnievauet efterfølgende er skruet yderligere i vejret til ni til 11 gange om ugen. - Det er to gange færre end det almindelige, ikke-handicappede landshold. Til gengæld kører vi det samme træningsprogram som dem, siger Anders. Han forklarer om sin løbetræning, kombinationen af træning på vand og i en indendøres romaskine og sammensætningen i båden. - Ifølge reglerne må vi være maksimum to synshandicappede i både, og den ene af dem er mig. De andre skal være fysisk handicappede. Og i vores båd betyder det, at to af roerne mangler et ben. En køkkenrulle Årsagen til Anders’ nedsatte syn er den medfødte synssygdom, retimitis pigmentaosa - eller pigmentpletter på nethinden, som han fik konsteret, da han var 9 år gammel. - Nethinden får ikke nok ilt, og det giver pletter. Så mit syn er defineret til B3. For mig svarer det til at se gennem en køkkenrulle. Så jeg kan se facon, farver og omrids, men ikke ansigtsudtryk, siger Anders og smiler. Konkret er hans perifere syn ikke-eksisterende. Hans syn er nedsat, han har natblindhed og er stærkt lysfølsom. Så det er mørkt, når der er mange mennesker til stede, og når han kommer nye steder hen, får han brug for at “tage en albue”. Trods sit synshandicap har han ikke ret mange hjælpemidler. Faktisk er det vigtigste et forstørrelsesapparat, der tilsluttes computeren, når han skal læse. Men dét har han heldigvis ikke med i båden. - Når jeg ror, har jeg faktisk goggles (svømmebriller - red.) på, så jeg er helt blændet af. På den måde står alle synshandicappede ens stillet under konkurrencerne, fortæller Anders og illustrerer det ved at holde et par “fingerbriller” op for øjnene. Skuffet Det er første gang, at roning er med på programmet under De Paralympiske Lege, og på spørgsmålet, om det at deltage i De Paralympiske, svarer Anders først nølende: - Det er kommet meget hurtigt... Da jeg kom med i 2004-2005 var det en drøm, men så gik det jo i vasken. Og siden den nye træner har sat os sammen, har der ikke været tid til at tænke på drømme - kun på hårdt arbejde. Det har været meget kompakt. Efter at have sundet sig lidt, kommer det så med større overbevisning i stemmen: -På grund af alle de problemer, der har været, så havde jeg svært ved at have tro på det. Følelsen begyndte først at komme tilbage, da vi rent faktisk kvalificerede os til legene i maj. Alligevel har forberedelserne til Beijing ikke været udelt positive. - Vi har haft det rigtig godt i båden, som havde fået lovning på økonomisk støtte fra Dansk Forening for Rosport, der var med til at starte vores roprojekt op igen i december. Men så pludselig 14 dage efter, at vi havde kvalificeret os til De Paralympiske Lege, fik vi at vide, at pengekassen var lukket. Jeg tror simpelthen ikke, at de havde regnet med, at vi kunne kvalificere os til Beijing, og så var der pludselig ingen opbakning til os. Der var ikke sat penge af til os, og dermed stod vi og manglede en masse penge til at dække rejser, overnatning og forplejning i forbindelse med de to regattaer, vi skulle ro mellem kvalifikationen og Beijing. I stedet måtte fireren med styrmand og trænere selv ud og finde penge gennem blandt andet fonde. - Det lykkedes nogenlunde, men det er da træls, at vi ikke bare har kunnet få lov til at koncentrere os om at ro, siger Anders og tilføjer: - Vi følte os ikke taget seriøst. Sådan har jeg det i hvert fald. Vi har savnet den opbakning, vi var blevet lovet! Når det er sagt, har roerne dog fundet masser af positiv energi i hinanden og den fælles træning. Og som nedtællingen til det første indledende heat nærmer sig tirsdag den 9. september, bliver Anders og kollegerne i fireren med styrmand mere og mere stålsatte. - Nu skal vi ud og ro for Danmark - 1.000 meter på 3 minutter og 35 til 40 sekunder. Sker det, har vi gjort det rigtig godt. Flere ambitioner Anders’ ambitioner stopper imidlertid ikke ved de forestående Paralympiske Lege. - Når vi kommer hjem, trapper vi ned til to-tre gange roning om ugen. Frem til vinter. Så skal jeg ro DM i januar, det samme ved EuroOpen i december samt sjællandsmesterskaberne i november. Altsammen på indendørs romaskiner. Men den 27-årige Hvidovre-roer har endnu en drøm. - Den store, ultimative drøm - hvis jeg selv kunne bestemme - er en plads i guld-4’eren. Men en landsholdsplads på Danmarks Rocenter - altså landsholdet, der ror til det almindelige OL - er måske et mere realistisk mål. Det vil jeg rigtig gerne. Så er det næsten lige meget, hvilken båd, det bliver i. Og hvem ved, måske bliver det også til en plads ved det almindelige OL om fire år. Det ville ikke være så dårligt, siger Anders og tilføjer: - Men først skal vi til De Paralympiske Lege. Det bliver rigtig spændende. Vi er opsatte, Margit, Lene, Kenneth og jeg. Vi gør vores bedste. Så må vi se, hvor langt det rækker. Man kan følge de danske atleters resultater under Paralympiske Lege på hjemmesiden paralympic.dk.

- Mit nedsatte syn gør, at det føles, som om jeg hele tiden ser gennem en køkkenrulle, siger Anders Olsen. Men det holder ham ikke tilbage. Nu er han til Paralympisk Lege med rolandsholdet.

- Mit nedsatte syn gør, at det føles, som om jeg hele tiden ser gennem en køkkenrulle, siger Anders Olsen. Men det holder ham ikke tilbage. Nu er han til Paralympisk Lege med rolandsholdet.


Publiceret 01 September 2008 16:57