Ny sæson med søndagsåbent

Ungdomsskolen i Helsingør og Espergærde blænder op for en ny sæson. Her vil de unge få postkort i stedet for brochurer, og så vil der være lektiecafé om søndagen

Af
Iben Mathilde Forstholm

De unge i Espergærde og Helsingør bydes i de kommende uger velkommen til en ny sæson i ungdomsskolen, og der vil i år som tidligere år være masser af tilbud til de unge, samtidig har ungdomsskolen valgt at udvide åbningstiden.
Det er i år anden sæson, hvor der er én ungdomsskole med afdelinger i Helsingør og Espergærde. De to gamle selvstændige enheder har lært at bruge hinanden, og det vil eleverne kunne mærke på den gode måde, fortalte ungdomsskoleleder Inge Marie Larsen, der sammen med ungdomsskolens ledelse holdt et pressemøde torsdag.
"Det har været udfordrende, men det er også en stor berigelse for os alle sammen. Vi er flere til at komme med ideerne og planlægge det, så forhåbentlig vil eleverne opleve en ungdomsskole, der er mere toptunet og farverig end før. Det, at vi sammen har flere ressourcer, gør, at vi kan udvide åbningstiden, så vi i år har åbent fredag og søndag, hvor vi ved, der er en del unge, som keder sig," forlød det på pressemødet, hvor det fremgik, at fredagene vil blive brugt på gaming-aftener, mens de unge kan få hjælp til lektierne om søndagen.
"Vi har store forventninger til lektiecaféen, hvor de unge kan komme og få hjælp i rolige omgivelser. Det kan give de unge en hånd i dagligdagen," fortalte ungdomsskolens ledelse, der også kunne fortælle at elever, der gerne vil i gymnasiet eller drømmer om en erhvervsuddannelse, men ikke er helt klar til det, kan melde sig til et forkursus, som skolen har lavet i samarbejde med UU Øresund. Skolen har også lavet et tilbud til overvægtige unge, der ikke følger så meget med i idrætstimerne. I et samarbejde med sundhedshjælpere er det meningen, at de unge skal dyrke idræt på en sjov måde og lave mad sammen.

Urokkelig tradition

Selv om ungdomsskolen i år er mere toptunet en tidligere, så er der nogle traditioner, som der bare ikke skal rokkes ved. De unge skal nemlig stadig møde op personligt, når de skal meldes ind i ungdomsskolen, og det er der en helt særlig grund til.
"Vi kan godt lide at se dem i øjenene og se, at de mener, at de vil gå i ungdomsskolen. Det er hele skolens sjæl at have kontakt med de unge, og at vi på den måde får hilst på hinanden," fortalte ledelsen på pressemødet, der forsikrede, at de unge selv elsker det og gerne står i kø i flere timer for at melde sig til.
Skolen har i år over 70 tilbud til de unge i Helsingør, og i år vil skolen forsøge at henvende sig direkte til de unge med udvalgte tilbud.
"I år får de unge ikke et katalog, som de plejer. Vi vil i stedet målrette tilbuddene, og i løbet af året vil de så få et væld af postkort tilbud. Det forventer vi os meget af," fortalte ledelsen, som oplyste, at de unge i stedet kan se kataloget på skolens hjemmeside.

Lokalemangel

I Espergærde er der i år lidt færre fag, end der plejer. Tilgengæld har skolen forsøgt at henvende sig til nogle af de unge, der ikke bruger skolen så meget. Selvom skolen i Espergærde er lammet af, at cykelkælderen er ved at blive renoveret for skimmelsvamp, så er ledelsesgruppen optimistiske.
"Vi har ikke ladet os bremse af, at de fysiske rammer ikke er helt i orden. Vi har ignoreret det. Vi låner bare et lokale på Mørdrupskolen," lød det på pressemødet, hvor man lovede, at der ikke ville være færre aktiviteter på grund af lokalemangel. Tværtimod vil skolen i stedet rykke ud af huset til bl.a. Toldkammeret. Også årets musical er i sikre hænder. Denne gang er det Ulrik Hansen, Søren Launbjerg og Sune Svanekiær, der står bag manuskriptet.
Se mere på www.ungdomsskolen.com.

Publiceret 01 September 2008 14:00