Satsede HIF mon for meget?

FODBOLD: U-19 – OB 2-2: Efter den store sejr over mestrene fra AB i forrige weekend, skulle Hvidovres ynglinge forsøge at forsætte det gode spil mod det ubesejrede OB-hold. Det tegnede også godt for HIF, der startede ud med at lægge et hårdt pres på fynboernes bagerste kæde, men man kom dog aldrig rigtig til de oplagte chancer. OB spillede sig mere og mere ind i kampen, og kom til et par gode chancer, som enten gik over kassen, eller Steffen Fasting i målet fik afværget fint. HIF kom bedst fra i start 2. halvleg, men alligevel var det OB der først fik hul på bylden, da de fik sendt et frispark direkte i mål til 0-1. Et antiklimaks for HIF, der ellers lå til at blive først til at score. Men glæden var kort for OB, da målmanden tog sig lidt for god tid til at komme ud til en høj bold i feltet; - det havde Nicklas Iversen set og han gik i luften og vandt duellen mod keeperen og kunne sende bolden i mål til 1-1. Det satte HIF ekstra op, man spillede sig til flere god chancer og 10 minutter efter Iversens scoring, var det Jacob Ingvarsen der på en stikning kunne bringe HIF på 2-1. Herefter begyndte OB at presse på for at få udligningen, som desværre for HIF kom kort før tid, hvor de rødblusede nok var kommet lidt for langt frem på banen i deres satsning for at øge, og OB’eren kunne kører direkte igennem og sende bolden ind i modsatte side af målet til 2-2, - kampens resultat. Til sidst havde HIF dog en stor mulighed med et forsøg der lidt uheldigt gik på stolpen. Næste kamp - for både U-17 og U-19 holdet - er på lørdag kl. 13 og 15 hvor AGF kommer på besøg på Hvidovre stadion. ka-ma

Publiceret 01 September 2008 16:57